Skip to main content

Tysk

Jeg vil vise eleverne, at tysk er meget mere end grammatik

Tysk behøver ikke at et svært fag. Det arbejder Nikolai Reinholdt Hundrup for at bevise som gymnasielærer på International Business College (IBC) i Kolding. Med en kandidat i tysk og sidefag i medievidenskab bruger han sprog, kultur og relationer til at gøre eleverne nysgerrige på både faget og vores naboland.

”Jeg startede egentlig et helt andet sted. Efter gymnasiet begyndte jeg på fysioterapeutuddannelsen, men fandt hurtigt ud af, at det ikke var behandlingsdelen, der motiverede mig. Det var undervisningssituationen og arbejdet med mennesker. Der gik det op for mig, at det var undervisning, jeg gerne ville arbejde med.

At det skulle være tysk, kom lidt senere. Det var en kombination af gode oplevelser i Tyskland og en lyst til at blive dygtigere til et sprog. Jeg oplevede hurtigt, at jeg udviklede mig, og det var motiverende. På studiet blev jeg bekræftet i, at jeg havde valgt den rigtige retning, blandt andet gennem forløb, hvor vi underviste gymnasieelever på universitetet.

I dag arbejder jeg som gymnasielærer på International Business College (IBC) i Kolding. En stor del af min tid går med undervisning, men der ligger også meget arbejde i forberedelsen. Jeg planlægger undervisningsforløb, retter opgaver og samarbejder med kolleger om at udvikle tværfaglige projekter.

Lige nu er jeg for eksempel i gang med et forløb sammen med en engelsklærer, hvor eleverne arbejder med tysk og engelsk kultur og bruger deres viden til at vurdere, om en virksomhed bør udvide til Tyskland eller et engelsksproget marked.

Da jeg begyndte, troede jeg, at undervisning primært handlede om at formidle faglig viden. I dag ved jeg, hvor stor betydning relationer har for læring.

Jeg bruger mit fag meget direkte i hverdagen. Sproget, grammatikken og min viden om kultur, historie og samfund er en del af undervisningen hver dag. Derfor mærker jeg også tydeligt, hvor meget jeg tager med fra studiet ind i mit arbejde.

Det, der betyder mest for mig i jobbet, er relationen til eleverne. Da jeg begyndte, troede jeg, at undervisning primært handlede om at formidle faglig viden. I dag ved jeg, hvor stor betydning relationer har for læring.

Jeg møder også elever, der ikke på forhånd er motiverede for tysk, men ofte oplever jeg, at man kan flytte noget ved at skabe en god relation og give dem oplevelsen af, at de faktisk kan lykkes med faget.

Jeg vil gerne vise eleverne, at tysk er meget mere end grammatik. Derfor forsøger jeg at bringe emner ind i undervisningen, som de kan spejle sig i. Forløb om tyske virksomheder eller emner som influencere fungerer ofte som en god indgang til faget, fordi eleverne kan genkende dem fra deres egen hverdag. Det gør det lettere at skabe interesse og engagement.

Når jeg ser tilbage, kunne jeg godt have ønsket mig mere viden om de forskellige muligheder inden for undervisningsområdet. Jeg tænkte længe kun i én retning, men der findes mange steder, man kan arbejde som underviser, som man ikke nødvendigvis har blik for som studerende.”

Nikolais vej til jobbet


Nikolai har:

  • en bacheloruddannelse i Tysk og Medievidenskab (Syddansk Universitet)
  • en kandidatuddannelse i Tysk og Medievidenskab (Syddansk Universitet)

Nikolais karrierevej er formet af både faglige og personlige interesser og de valg, han har truffet undervejs i studietiden. Hvad bliver mon din vej?