Skip to main content

Dagbog fra udlandsophold i Australien

  • Denne uddannelse kan læses i Odense
  • Denne uddannelse foregår på dansk

Mandag
Hele ugens første dag går med projektarbejde med min projektgruppe i faget Advanced Mechanical Engineering Design. Jeg er i en projektgruppe med to australske ingeniørstuderende. Projektet går ud på, at vi skal udvikle en tørreenhed, der kan tørre biproduktet fra sukkerproduktionen, den såkaldte bagasse, som derefter fyres i en kedel og producere energi ved hjælp af en turbine. Projektet bliver lavet i samarbejde med virksomheden Wilmar Sugar. I løbet af semesteret har hele holdet været på ekskursion til en af Wilmar Sugars sukkermøller.
Hver mandag aften spiller jeg fodbold med en masse andre internationale studerende.  

Tirsdag
Tirsdag tager jeg til tutorial kl. 10 i faget Managing Consumer Markets. Det er en times lang undervisningsblok, hvor vi i samarbejde med vores underviser anvender vores nye viden på relevante cases. 

Resten af dagen sidder jeg på biblioteket og arbejder på afleveringer. På biblioteket er der gode chancer for at møde venner og bekendte, som også arbejder på afleveringer eller læser til eksamen.
Tirsdag eftermiddag deltager jeg ofte sammen med min projektgruppe i faget Advanced Mechanical Engineering Design.

Onsdag
Onsdag er min længste dag på hele ugen. Jeg tager på biblioteket ved 10-tiden for at studere. Kl. 12 har jeg lecture i faget Materials Science & Engineering af en times varighed. En lecture svarer til det, vi herhjemme kender som en forelæsning. Umiddelbart efter har jeg tutorial i samme fag, hvor vi skal svare på 8-10 spørgsmål. Det kan både være beregningsopgaver og teori. Inden timen er gået, skal vi op og fremvise vores besvarelser, hvor de godkendes af vores tutor, som typisk er en ældre studerende.
Kl. 15 har jeg to timers undervisning i Managing Consumer Markets, og derefter tager jeg typisk hjem fra universitet.
Om aftenen mødes jeg med en masse af de internationale studerende og har en fælles BBQ. Nedenfor ses et billede fra en af vores BBQs.

Torsdag
Torsdag har vi ligesom om onsdagen undervisning i Materials Science & Engineering med efterfølgende tutorial. Resten af dagen arbejder jeg på projektet sammen med min gruppe.

Fredag
Fredag har jeg ingen undervisning og bruger derfor tiden på enten at arbejde på vores projekt, læse lektier eller lave afleveringer.
I perioder af semesteret, hvor vi ikke har så travlt med skolen, tager jeg gerne sammen med andre udenlandsstuderende til den lokale offentlige pool The Lagoon, hvor vi tilbringer eftermiddagen.

Det Tekniske Fakultet Syddansk Universitet

  • Campusvej 55
  • Odense M - DK-5230

Sidst opdateret: 25.07.2023