Radrenserrobot klar til landbruget

Nu har første skud på stammen til en kommerciel radrenserrobot set dagens lys. Markrobotten, der er resultatet mellem virksomheder og forskere, peger frem mod et mere miljøvenligt landbrug.

De fleste haveejere kender det: Ukrudtet pibler op og smyger sig mellem planterne, så hakkejernet skal i sving. Sådan er det også hos landmændene, der dog må tage mere energikrævende metoder i brug. Når de bekæmper ukrudtet i fx majsmarken, sker det typisk med en radrenser spændt efter en traktor.

Men nu er en smartere og mere miljøvenlig løsning klar. Forskere fra Det Tekniske Fakultet har nemlig i samarbejde med virksomhederne Kongskilde Industries A/S og Conpleks Innovation udviklet en konceptmodel på en radrenserrobot, kaldet Vibro Crop Robotti. Her sidder både styring, trækkraft og værktøj til ukrudtsbekæmpelse på ét og samme køretøj.

Baner vejen for kommercielt gennembrud
Den nye konceptmodel er med til at bringe markrobotter tættere på et kommercielt gennembrud, vurderer en af forskerne bag projektet:

- Mit bud er, at vi med Vibro Crop Robotti er tæt på en mere udbredt brug af markrobotter. De fleste landmænd tager gerne ny teknologi til sig, hvis de kan se en gevinst herved, og Vibro Crop Robotti er et godt bud på et produktivt markredskab, som landbruget i dag kan udnytte til at effektivisere ukrudtsrydningen, fortæller Kjeld Jensen, der ph.d.-studerende på Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet.

Eksempel på fremtidens landbrugsmaskine
Også virksomhederne ser et stort potentiale i markrobotten, der arbejder med fem til ti kilometer i timen - og i den nuværende model op til 2,5 time på en fuld opladning. Det åbner for en række nye muligheder, lyder det fra Ole Green, der er leder af strategisk udvikling hos Kongskilde Industries A/S.

- Med robotten kan vi indstille hastigheden af redskabets arbejde til det, som giver mening ude i marken. Vi er ikke længere stressede af at skulle arbejde i den hastighed, som en chauffør kører med. Samtidig kan vi lade robotten køre på de tidspunkter, hvor det passer bedst - fx om natten, fortæller Ole Green.

Værdi for landbrug, virksomheder og forskere
Både virksomheder og forskere værdsætter samarbejdet, der tog sin begyndelse i regi af Innovationsnetværket RoboCluster. 

- For os har samarbejdet været helt afgørende, og det har været med til at gøre afstanden fra tanke til handling kortere. At være tæt på den nyeste viden giver os og vores udvikling nogle erfaringer på et tidligt tidspunkt i udviklingsforløbene, fortæller Tom Simonsen, adm. direktør ved Conpleks Innovation.

Viden flyttes dog ikke kun fra universitet til virksomheder. Også den modsatte vej er der gode resultater at høste.

- Virksomhedssamarbejdet er vigtigt for os, da arbejdet med markrobotter og intelligente arbejdsredskaber går på tværs af mange fagligheder - eksempelvis agronomi, design, mekanisk konstruktion, elektronik og robotteknologi. Ved at samarbejde tæt med industrien kan vi trække på mange års erfaring med maskinproduktion, supplerer Kjeld Jensen

For mere information kontakt
Ph.d.-studerende Kjeld Jensen på kjen@mmmi.sdu.dk / mobil: 2778 1926

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies