Militæret skal være grønnere

Militære køretøjer på el, sortering af affald og solceller er nogle af de tiltag, som skal gøre militæret mere grønt.

Når tanksene ruller over terrænet, eller jagerflyene letter fra hangarskibet, koster det samtidig meget CO2. Men nu skal klimaforskere til at lære militæret om, hvordan det forurener mindre. Både NATO og det danske forsvar har vist stor interesse for forskernes ideer til, hvordan militæret kan ride med på den grønne bølge.

- Vi ønsker at gøre militære baser til grønne udviklingslaboratorier, hvor man kan udvikle nye grønne teknologier og processer. Bare se på GPS. Den er udviklet til militært brug, men i dag kører alle rundt med en, siger klimaekspert og institutleder fra Institut for Teknologi og Innovation, professor Michael Evan Goodsite.

Sammen med professor Sirkku Juhola fra University of Helsinki vil han i samarbejde med militære eksperter gøre forsvaret mere bæredygtigt ved at udvikle metoder til at spare på vandet, udlede mindre CO2 og sortere affald. Senest har forskerne været til møde hos forsvarsminister Nicolai Wammen.

- Militæret er perfekt som et grønt udviklingslaboratorium, fordi officeren udstikker ordrene, og så retter alle ind. På den måde bliver nye rutiner hurtigt indført, og erfaringerne kan bredes ud til det øvrige samfund, forklarer Michael Evan Goodsite.

NATO-Workshop
Michael Evan Goodsite står sammen med Mads Clausen Instituttet og ProjectZero bag en NATO-workshop i Sønderborg, hvor repræsentanter fra NATO, førende klimaeksperter, militære eksperter og repræsentanter fra industrien over tre dage i februar skal diskutere ideer til et grønnere forsvar.

Scenen er sat i Sønderborg for at repræsentanterne kan lade sig inspirere af Sønderborgs ProjectZero, hvor visionen er, at Sønderborg-området skal være CO2-neutralt i 2029.

- De store NATO-baser minder om provinsbyer. Der er indkøbscentre, skoler og de største baser har endda gymnasier. Det er derfor oplagt at hente inspiration fra Sønderborg. Man kan for eksempel gøre vandspareplaner i husene obligatoriske og indføre affaldssortering.

Militære elbiler
Men det er ikke kun de militære baser, som får et grønt eftersyn af forskerne. Det militære isenkram står også for skud. Ifølge forskerne skal soldaterne i højere grad køre i eldrevne biler og så skal de lære at køre, flyve eller sejle brændstofrigtigt.

- Soldaterne skal lære at skelne mellem, hvornår det er nødvendigt at køre hurtigt for at undgå en fjende, og hvornår de kan køre roligt. Men det er vigtigt, at de grønne tiltag føles som en naturlig del af hverdagen for soldaterne, for en militærenhed er kun interesseret i, at få opgaven løst uden tab af menneskeliv og helst også uden tab af materiel, pointerer Michael Evan Goodsite, som selv har været officer i den amerikanske hær og NATO.

For mere information kontakt
Professor Michael Evan Goodsite på tlf. 6550 9282 / migo@iti.sdu.dk


FAKTA
Visionen for Forsvarsministeriets klima- og energistrategi 2012-2015 er, at Forsvarsministeriet inden udgangen af 2020 har:
• Reduceret energiforbruget med minimum 20% i forhold til 2006. Inden udgangen af 2015 skal energiforbru-
get være reduceret med minimum 15%.
• Øget andelen af elforbruget, der stammer fra vedvarende energi til minimum 60%. Inden udgangen af 2015
skal andelen være på minimum 25%.
• Reduceret den CO2-udledning, som er afledt af aktiviteterne (dog ikke operative aktiviteter) med 40% i for-
hold til 1990. Inden udgangen af 2015 skal udslippet være reduceret med 30%.
(Kilde: Rapport for opfyldelse af mål i Forsvarsministeriets klima- og energi-strategi samt miljø- og naturstrategi)

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies