Velfærdsstaten er mere sparegris end Robin Hood

De europæiske velfærdsstater er i dag store, ressourcekrævende institutioner, hvis udgifter til sociale ydelser i gennemsnit tegner sig for 28 procent af bruttonationalproduktet.

Og dykker man ned i, hvad der er velfærdsstatens vigtigste funktion og opgave, synes især to forestillinger at være udbredte:

· På den ene side den at velfærdsstaten i bedste Robin Hood-stil omfordeler ressourcer mellem borgere fra højere og lavere socioøkonomiske lag, og altså bidrager til at reducere ulighed.

· På den anden side er der ideen om, at velfærdsstaten er en sparegris, som vi hver især spytter penge i som en opsparing til den dag, vi går på pension eller får brug for anden offentlig støtte.

Alder betyder mere end status

Men faktisk spiller velfærdsstaten en ganske anden, men stadig vigtig rolle, viser et nyt studie med SDU-professor Pieter Vanhuysse i spidsen.

Sammen med to andre forskere har han kortlagt, hvordan den samlede sum af indtægter i form af skatter og udgifter til sociale ydelser omfordeles blandt mere end 400.000 europæere fra 22 lande.

- Vores forskning viser først og fremmest, at de europæiske velfærdsstater ikke udligner statusforskelle mellem socioøkonomiske grupper. Omfordelingen af samfundets goder sker mere på tværs af aldersgrupper, og alder har derfor mere at sige end status, siger Pieter Vanhuysse.

- De europæiske velfærdsstater fungerer altså som et middel, hvorigennem folk i den arbejdsdygtige alder støtter både yngre, ældre og andre, der ikke er en del af arbejdsstyrken. Velfærdsstaterne er altså mere en sparegris end en Robin Hood. Men en sparegris, hvor vi ikke betaler ind til vores eget forbrug og pension, men pengene bliver brugt i dag til at finansiere uddannelse, pension, sundhedspleje og lignende til gavn for nutidens studerende og pensionister, uddyber han.

Og netop hvornår folk modtager mere, end de bidrager med – både fra det offentlige, men også de ressourcer som forskellige generationer giver hinanden i form af tid og penge – har SDU-professoren tidligere kortlagt. Her viste det sig, at perioden, hvor folk bidrager til samfundet, er kortere, end mange formentlig regner med. Det gør vi nemlig i gennemsnit, fra vi fylder 25 år og frem til 58-60-års alderen.

Brug for en pause

Når velfærdsstaten derfor opererer på tværs af aldersgrupper snarere end forskellige samfundslag, er den i praksis hverken primært eller alene ansvarlig for at mindske fattigdom og ulighed, fastslår Pieter Vanhuysse, som derfor foreslår at skrue ned for kritikken af velfærdsstaten.

- I de sidste 50 år har velfærdsstaten fået skudt i skoene, at den ikke reducerer uligheden nok, men det er ikke fair, når det nu viser sig, at det ikke primært er den opgave, velfærdsstaten udfører. Derfor skal vi give velfærdsstaten en pause og i stedet fokusere på den vigtige opgave, den løfter som en slags omfordelingsmaskine mellem aldersgrupper, siger Pieter Vanhuysse.

Han henviser samtidig til, at kritikken af velfærdsstaten blandt andet bunder i at en typisk målestok til at bedømme, hvor vellykket en velfærdsstat er, paradoksalt nok netop har været dens evne til at reducere fattigdom og ulighed.

For eksempel er det blevet rutine for OECD, Verdensbanken og nationale regeringer at måle fordelingseffekterne af velfærdsprogrammer på baggrund af indtægt, og her viser personer i de høje socioøkonomiske klasser sig ofte at modtage lige så meget eller mere end de lavere klasser.

Andre politikker påvirker ulighed

Det betyder selvsagt ikke, at der ikke foreligger en opgave med at reducere uligheden, og ej heller at offentlige politikker ikke kan gøre en forskel.

- Alt fra infrastrukturprojekter og afgifter til økonomisk politik og skattepolitik kan også føre til større ulighed. Det er protestbevægelsen De Gule Veste et eksempel på, hvor en afgiftsstigning på benzin og diesel i 2018 fik tusindvis af franskmænd til at gå på gaden med et berettiget opråb om, at afgifterne og den høje bundskat gør de rige endnu rigere.

- På samme måde er letbanen i Odense, store motorvejsprojekter og afgifter på cigaretter også noget, der rammer nogle samfundsgrupper mere end andre, siger Pieter Vanhuysse.

Det er derfor ikke alene velfærdsstaten, der skal stå for skud i debatten om ulighed, men også de øvrige politikområder, pointerer SDU-professoren og kollegerne i forlængelse af undersøgelsen.

En genfortolkning af velfærdsstaten

Forskerne håber først og fremmest, at de nye resultater kan være med til at påpege, at der er behov for at genfortolke, hvordan velfærdsstaterne fungerer.

- Mange anser stadig velfærdsstaterne som det primære middel mod fattigdom og ulighed, mens de for andre er en markedskorrigerende institution, der gør os mindre ressourceafhængige af vores familier, siger Pieter Vanhuysse og uddyber:

- Det er vi ikke uenige i, men vi opfordrer til et fokusskifte, så vi snarere opfatter velfærdsstaten som en institutionel løsning, der skal varetage udfordringen med at finansiere og udjævne livscyklusforbruget.

Skatter forbinder generationer

Samtidig hersker der heller ingen tvivl om, at der med et aldrende samfund i Danmark og Europa, venter landene en vigtig opgave med at sikre bæredygtige samfund og, ikke mindst, bæredygtighed mellem generationerne.

- I betragtning af at der bliver færre unge mennesker til at finansiere det stigende antal ældre, og at den midaldrende gruppe allerede er presset, er det afgørende at investere endnu mere i menneskelig kapital. Det handler blandt andet om at investere i unge mennesker og deres uddannelse – på en klog og ikke snæver måde – så de bliver ved at med at være kreative, produktive og tilpasningsdygtige igennem karrieren, siger Pieter Vanhuysse og slutter:

- Og endelig handler det om forholdet mellem generationerne, der skal føle sig forbundet med hinanden og betragte overførslerne som en del af den forbundethed: At vi indvilliger i at betale skat i dag til at finansiere pensioner og pleje af de mennesker, som har været med til at finansiere vores uddannelse og start på livet.