"Øjet" i det offentlige rum

Kronik af Bent Ole Gram Mortensen, professor på Juridisk Institut og Mikkel Baun Kjærgaard, professor på Mærsk Mc-Kinney Møller  Instituttet

Trængsel er en træls ting. Vi prøver det jævnligt både i og uden for myldretiden – i trafikken, på banegårde, på gaden, ja, sågar i butikker og på offentlige kontorer. Ville det ikke være rart, hvis vi kunne undgå det?

Det vil sige, helt undgå det kan vi nok næppe. Men hvis vi tænker os om og får lidt hjælp fra moderne teknologi, kan vi måske reducere problemerne. Helt enkelt drejer det sig om, at vi skal blive klogere på, hvordan vi færdes i det offentlige rum. Men hov, er det ikke ensbetydende med overvågning?

På SDU arbejder vi netop med disse problemstillinger. Under ledelse af Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet har en række institutter i regi af universitetets program Open Data Exploration (ODEx) deltaget i et projekt om åbne data for menneskelig færden (”open data about human behaviour”).

Vi har tilstræbt at udvikle metoder til kortlægning af menneskelig adfærd i en konkret kontekst for at kunne optimere udnyttelsen af bygninger og rummet udenom. Vi har blandt andet udviklet metoder til anvendelse af stationære og bærbare sensorteknologier, udviklet softwareplatforme til opbevaring, behandling, analyse og deling af disse data samt foretaget demonstrationsprojekter om fordelene for erhvervslivet og samfundet som sådan.

Når vi skal bygge og indrette os, er gevinsterne ved denne form for indsigt åbenbare. Vejen til et mere bæredygtigt samfund er ganske enkelt brolagt med bedre data, og deling af disse data er fundamental. Ved at dele og samkøre data når vi en større indsigt billigere.

Men samtidig indsamler vi også oplysninger om personer, så hvad med privatlivets fred? Netop beskyttelse af vores ret til privatliv er et område, der har været i fokus i de senere år blandt andet med vedtagelsen af persondataforordningen.

I forvejen lader vi her til lands – bevidst eller ubevidst – vores færden overvåge, for eksempel via den allestedsnærværende mobiltelefon, der netop indsamler lokationsdata om os. Det samme sker i mindre målestok via gps’en, BroBizz’en, kunderabatkortet og forskellige apps. Disse data anvendes allerede til lidt af hvert; Rigspolitiet er blevet ristet offentligt for brug af tvivlsomme mobildata i straffesager (teledatasagen), og TDC sælger lokationsdata i Østjylland til den lokale turistorganisation om turisternes bevægelsesmønstre mellem de østjyske attraktioner.

Også kommunerne bruger geodata og stiller dem til rådighed for offentligheden, herunder erhvervslivet, på åbne portaler som eksempelvis Open Data DK.

På SDU har vi indgået et forskningssamarbejde mellem blandt andet ingeniører og jurister. Når en ingeniør og en jurist sidder over for hinanden, brydes perspektiverne ofte.

Intentionerne er vi enige om, og begge vil vi det gode. Men hvordan? Let er det at fokusere på henholdsvis effektivitet (ingeniøren) og beskyttelse af privatlivet (juristen).

Men det er i balancen mellem de to hensyn, at vi skal finde vej. I forvejen lever vi i en tid, hvor hastige teknologiske fremskridt er den primære kilde til varige forandringer, ja, ligefrem fremskridt. Bevares, det har vi set før.

Vores velfærd bygger primært på teknologi af forskellig slags. Men med data som det nye guld oplever vi noget nyt, og store teknologivirksomheder, der på forskellig vis lever af data, er ikke blot blevet højdespringere blandt verdens mest værdifulde virksomheder. De ved også mere om os hver  sær end stater flest.

Profiler bliver skabt, som ikke blot kan bruges til at målrette reklamer (den kommercielle værdi skal ikke undervurderes), men også til politiske formål, som sagen med Cambridge Analytica demonstrerede. Samkør nogle ekstra registre, og få opkoblet gadekameraer med ansigtsgenkendelse – så er der basis for et Big Brother-samfund med mulighed for at kvantificere den enkelte borger, om det så er med henblik på et kinesisk system med sociale point eller en Gladsaxemodel for at identificere udsatte børn.

Nok blev Gladsaxemodellen aldrig til andet end et forslag fra en kommunal enhed, men en vis betænkelighed ved de mange data, der indsamles om os, synes dog velanbragt.

De regler, som vi har sat op til beskyttelse af privatlivets fred, kræver blandt andet, at persondata inklusive lokationsdata behandles lovligt og ordentligt. Herunder, at vi ikke indsamler mere data end nødvendigt til at nå formålet. Kunsten er at beskytte privatlivets fred, uden at ødelægge de muligheder for
at forbedre vores samfund som indsamling og analyse af data kan bidrage med. Og den balance har vi nogle anbefalinger til, når det gælder brug af sensorer:

Først og fremmest drejer det sig om etikken. Vi må på forhånd gøre os klart, hvad formålet med at indsamle og analysere data er. Og det formål bør der være åbenhed om. I juraens verden tales der om et princip om formålsbestemthed: Personoplysninger skal indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål og må ikke viderebehandles på en måde, der er uforenelig med disse.

For det andet er det et spørgsmål om valg af sensorteknologi. Ikke blot må den gerne være billig, vi skal også vælge den teknologi, der giver den til formålet nødvendige information. Der er ingen grund til at bruge sensorteknologi, der opgraderet med rette software for eksempel kan identificere enkeltpersoner.

For det tredje skal vi gøre brug af anonymisering af data i langt højere grad end i dag. Og nej, det er ikke så let, som det lyder. Anonymiseringsteknologierne er generelt ikke i stand til at levere 100 procent anonymitet, men mindre kan også gøre en forskel. Eksempelvis kan vi lade den enkelte sensor indsamle data, før det sendes videre, så kun de nødvendige data finder frem til selve databasen.

Et fjerde punkt kan i fremtiden blive transparens. Brug af persondata om os selv kræver langtfra altid samtykke – lovgivning eller kontraktforhold kan for eksempel i sig selv være tilstrækkeligt grundlag for at indsamle og på anden vis behandle data. En større gennemsigtighed kunne være ønskelig – også i forhold til lokationsdata. Der er ingen grund til at skjule det forhold, at vores færden bliver registreret. Det kunne vi passende gøre mere ud
ad, når vi bruger sensorer.

Kronikken kan læses som pdf "Øjet i det offentlige rum", og den blev bragt i Jysk Fynske Medier, Erhverv+, februar 2020.