Skip to main content

SDU-centre går foran i nyt visionært projekt til danske virksomheder

To centre – begge med tilknytning til Det Tekniske Fakultet - skal bidrage til, at danske virksomheder kan få glæde af mulighederne på drone-området.

Et nyt projekt, med titlen ”Innovation på vinger”, sætter fokus på innovation og droner. Ambitionen med projektet - der er støttet under Industriens Fonds temaindkaldelse – er at øge træfsikkerheden af danske virksomheders arbejde med innovation og droner – et område med stort potentiale for vækst og arbejdspladser.

- Markedet for droner er allerede stort, og væksten er høj. Med det nye projekt ønsker fonden at bidrage til at virksomheder i Danmark kan få glæde af mulighederne på drone-området, uanset om man er underleverandør til drone-branchen, om man selv producerer droner, eller om man er aftager af droner til brug i andre industrier, siger Mads Lebech, der er administrerende direktør i Industriens Fond.

Potentialet for teknologier til droner er stort


Projektet gennemføres i tre spor, hvor der bliver mulighed for, at komme hele vejen rundt om virksomhederne. Både fra teknologi til test og afprøvning, men også med fokus på samspil gennem internet of things, samt udvikling af nye forretningsmodeller og forretningsområder.

Vi har delt projektet op i tre spor. ”Markedsudvikling”, som ledes af Syddansk Universitets tværfaglige Center for Integrerende Innovationsledelse. ”Teknologiudvikling og –afklaring”, som ledes af SDU UAS Center, samt ”Netværk”, som ledes af UAS Test Center Denmark.
Det fortæller Mette Præst Knudsen, der er professor og centerleder for Syddansk Universitets Center for Integrerende Innovationsledelse, også kaldet C*I2M.

Konkurrenceevnen øges

Flere små og mellemstore danske drone-virksomheder er med i projektet, lige som en række mulige kun-der og aftagere har tilkendegivet interesse for projektet.

- Ved at afklare anvendelsesmulighederne for droner – og gøre det sammen med både udviklere og kun-der – så tror vi på at innovationsevnen øges hos de deltagende virksomheder og at nye idéer og produkter kan komme hurtigere og mere succesfuldt ud på markedet. På den måde kan konkurrenceevnen øges og branchen stå stærkere på den internationale scene, siger Mads Lebech, der er adm. direktør i Industriens Fond. Fonden har støttet projektet med godt fire millioner kroner.

Redaktionen afsluttet: 05.07.2016