Dyrkelsen af de døde er en gammel sag
”Trick or treat” er efterhånden en helt almindelig beskæftigelse blandt børn på de danske villaveje. Og selvom den halloween, vi kender i dag, er relativt ny i sin form her på vores breddegrader, er fejringen af højtiden alt andet end ny.
Den uhyggelige, kommercielle, græskarpyntede børnefest halloween er i virkeligheden resultatet af en oldgammel keltisk høstfest, der som så mange andre højtider gennem århundreder er blevet tærsket gennem kristendommens mølle.
Lektor i religionsstudier på SDU Katrine Frøkjær Baunvig fortæller:
- Det, vi kender som halloween i dag, er faktisk en gammel keltisk høstfest, som hed Samhain. Man afsluttede sommeren og fejrede, at høsten var i hus. Den tradition var veludviklet i den tidlige middelalder, hvor kristendommen blev udviklet og kom til Irland. Og så skete det, som ofte er sket i kristendommens historie – at man støder på en hedensk tradition og i stedet for at afvikle den tradition, prøver man så at kaste en ny fortolkning hen over den.
Tiggeri og underholdning
- Det er interessant, fordi man i den traditionelle folkekirkekristendom slet ikke dyrker helgener. Men den kristne udlægning af den her tradition og forsøget på at integrere den kommer så til at handle om at dyrke trosforbillederne, de virkelig cool helgener og samtidig bede for sine egne afdøde. Det er altså både de nære døde og de store døde, siger Katrine Frøkjær Baunvig.
I den gamle keltiske kultur i Irland og Skotland dyrkes højtiden ekstra meget og understøttes af såkaldte følgeritualer, fortæller SDU-lektoren.
- De gør blandt andet det, der kaldes souling. Man går rundt, især hvis man er fattig, og tigger mad ved dørene mod at bede for husstanden, eller tilsvarende laver man noget underholdning for dem, man får maden af. Det er det, som senere udvikler sig til ”trick or treat”.
Græskarficering og røde julemænd
- Det er akavet for præsterne, for det er jo en katolsk blindtarm, der er blevet bevaret med helgendyrkelsen. Men folk har lyst til at samles omkring det her, både den kommercielle halloween og de stille lysgudstjenester, hvor man mindes de døde.
- Det er et generelt problem i folkekirken i dag at skulle tilpasse sig traditioner, der ikke rigtig passer ind. Og der er da klart nogle præster, der synes, det er noget frygteligt noget. Men modsat er der også alle dem, der er lidt mere pragmatiske og bare synes, det er fedt, at der er nogen, der har lyst til at komme i kirken, siger Katrine Frøkjær Baunvig.
Kernefamiliens indtog
- Der sker ofte det, at når man som immigrant kommer et nyt sted hen og er i det, man kunne kalde et eksil, så revitaliserer man de kulturelle og religiøse traditioner, man har med sig, og man bruger dem som noget ekstra fællesskabsdannede. Derfor bliver halloween enormt vigtigt for de her irske immigranter, og fejringen bider sig fast og udvikler sig i løbet af det 20. århundrede til større dele af befolkningen i USA.
Samtidig sker der en udvikling mod kernefamilien og de værdier, den står for i dag, og det kommer til at spille en afgørende i at gøre halloween til den kommercielle familiebegivenhed, vi kender i dag, hvor supermarkederne bugner af uhygge i hele oktober.
- Amerikanske tidsskrifter a la Hjemmet eller Familiejournalen giver opskrifter på mad, man kan lave, og udklædning, man kan sy til halloween. Det løber fint sammen med den husflidstrend, der er i den her tid i starten af 1900-tallet og også med den voldsomme dyrkelse af kernefamilien med børnene i centrum, vi ser. Det er det, der gør, at halloween går fra at være en slægts- og landsbyting til at blive den familiebegivenhed, det er i dag, uddyber Katrine Frøkjær Baunvig.
Halloween / allehelgen
Allehelgensaften eller halloween fejres den 31. oktober, dagen før allehelgensdag, der falder 1. november. Ordet halloween er en sammentrækning af det skotske All Hallows’ Eve - aftenen før All Hallows’ Day (allehelgensdag). Ifølge folketroen er allehelgensaften den aften, hvor hekse, genfærd og mørkets magter slippes løs og vanærer de helgener, man hylder på allehelgensdag.
Mød forskeren
Katrine Frøkjær Baunvig er lektor i religionsstudier på Institut for Historie.