Studieliv

Når du læser en naturvidenskabelig erhvervskandidatuddannelse på SDU, er undervisningen i de enkelte kurser bygget op omkring tre-fase-modellen.

Tre-fase-modellen består af en introduktionsfase, en træningsfase og en studiefase. Det betyder i praksis, at undervisningen veksler mellem forelæsninger, holdundervisning, gruppearbejde og projektarbejde. Du kommer til at have undervisning sammen med studerende fra heltidskandidaten, og der kan være skemalagt undervisning på hverdage i tidsrummet 8-18. Du kan forvente at have ca. 4-6 timers skemalagt undervisning om ugen.

Derudover vil der være forberedelse og obligatoriske opgaver, som du har mulighed for at lave en del af sammen med din studiegruppe. Der er plads til individuelle studiemetoder på uddannelsen; nogle løser opgaverne bedst hjemme hos sig selv, mens andre benytter universitetets studiepladser, hvor der også er plads til større grupper. Du skal regne med at bruge ca. 15 timer om ugen på forberedelse og opgaveløsning.