Skip to main content

Brænder for samarbejdet mellem patient og behandler

  • Denne uddannelse kan læses i Odense
  • Denne uddannelse foregår på dansk

”Jeg ville oprindelig gerne være læge, men havde ikke mulighed for at komme ind på studiet. Af omveje hørte jeg om velfærdsteknologi – og det er jeg rigtig glad for! Det har en god blanding af sundhed og teknologi,” siger 21-årige Sandra og fortsætter: 

”Uddannelsen er spændende. Jeg kan godt lide, at jeg lærer om kroppens opbygning og muskulatur samtidig med, at jeg arbejder med matematik, som jeg altid har været glad for.”

Projekt med fokus på sjovere genoptræning
Sandra er i gang med sit andet semester og har netop afsluttet sit første eksamensprojekt.

”Vi udviklede et genoptræningskoncept til en cykel, hvor vi fokuserede rigtig meget på at motivere brugeren. Ideen går ud på at tilføje et motivations- og overvågningssystem, som kan sættes på brugerens egen cykel, så hun selv kan se, hvor langt hun er i dagens program. Samtidig indsamler måleudstyret træningsdata, som bliver sendt til behandleren, der kan bruge informationen til at justere på træningsplanen,” forklarer Sandra.

Stærkt socialt sammenhold
I projektet arbejdede Sandra sammen med fire af sine medstuderende, hvilket både var godt og lærerigt:

”Vi havde forskellige meninger, men fandt altid et kompromis. Generelt har vi et super godt sammenhold på klassen. Vi fester sammen og har fx holdt julefrokost. Samtidig er vi gode til at hjælpe hinanden bl.a. med eksamenslæsning.”

Selvom der er meget at lave på studiet, ser Sandra frem til de kommende udfordringer:

”I næste semester kommer vi til at arbejde med androidprogrammering, og det glæder jeg mig til. Det bliver spændende at udvikle applikationer, der kan gøre hverdagen bedre for andre mennesker. Generelt brænder jeg for at være det link, som får behandleren og patienten til at arbejde sammen om at udvikle et produkt, slutter hun.

Fakta

Sundheds- og velfærdsteknologi er en civilingeniøruddannelse, der består af en bachelordel (3 år) og en kandidatdel (2 år).
De første tre år arbejder du bl.a. med:

  • Brugerinteraktion
  • Sundhedsvidenskab
  • Teknologi
  • Matematisk analyse og modellering

Det Tekniske Fakultet Syddansk Universitet

  • Campusvej 55
  • Odense M - DK-5230

Sidst opdateret: 27.07.2023