Adgangskrav og optagelse

Adgangskrav

For at blive optaget på uddannelsen, skal du have en adgangsgivende eksamen og opfylde følgende specifikke adgangskrav: 

  • Dansk A
  • Engelsk B
  • Matematik B
  • Historie B eller Idehistorie B eller Samfundsfag B eller Samtidshistorie B

Både din adgangsgivende eksamen og fagene i de specifikke adgangskrav skal være bestået med minimum 2,0 uanset om du søger i kvote 1 eller 2. 

Opfylder du ikke adgangskravene?

 Mangler du et fag eller niveau?

  • Undersøg, om du kan følge et relevant suppleringsfag.
    Du kan godt supplere i flere fag, men når du søger ind på Psykologi, må du højst afslutte ét suppleringsfag i perioden fra 5. juli og frem til studiestart d. 1. september. Øvrige suppleringsfag skal være bestået inden 5. juli.
  • Hvis du mener, du har uddannelseskvalifikationer, der svarer til adgangskravet, kan du i nogle tilfælde få lavet Individuel kompetencevurdering hos VUC. Se VUC.dk
  • Alternativt kan du søge en dispensation fra adgangskravene. Læs om muligheden for at søge dispensation.

Har du ikke en adgangsgivende eksamen?

Hvis du opfylder de specifikke adgangskrav, men ikke har gennemført en adgangsgivende eksamen, kan du søge om en særlig tilladelse til at blive optaget.

Har du allerede gået på en uddannelse?

Hvis du allerede går eller har gået på en bacheloruddannelse, kan du være omfattet af særlige regler, når du søger optagelse. Læs mere om reglerne.

Standby

Standby er et ventelistesystem. En standby-plads kan blive til en studieplads det år, du har søgt ind, eller året efter.

Du søger en standby-plads i dit ansøgningsskema på www.optagelse.dk og standby-pladserne fordeles i kvote 1 efter eksamenskvotient.

Vil du risikere at skulle vente i et år?

Hvis du får tilbudt en standby-plads d. 28. juli, vil du ikke få tilbudt en studieplads på en af dine lavere prioriteter. Før du søger en standby-plads, skal du derfor overveje, om du er villig til at vente et år med at starte på en uddannelse, eller om du hellere vil i gang i dette studieår men på en lavere prioriteret uddannelse.

Har du fået en standby-plads, bliver du placeret på en venteliste og kan frem til 15. august samme år få tilbudt en studieplads med studiestart 1. september.

Hvis du takker nej

Hvis du takker nej til studiepladsen, mister du både din standby-plads og din studieplads og du må søge optagelse igen året efter på almindelig vis.

Der kan også ske det, at du får tilbudt en studieplads efter 15. august. Når du får tilbudt en plads så sent, kan du tillade dig at sige nej tak uden at miste din studieplads. Du er altså sikker på en studieplads næste år, hvis du søger ind igen.

Tilsagn

Hvis du ikke får tilbudt en studieplads, har du tilsagn om en studieplads i det efterfølgende studieår. Du skal så søge igen på www.optagelse.dk og i dit ansøgningsskema skal du markere feltet ’Jeg har tilsagn’.

Tilsagnet gælder kun den søgte uddannelse og du kan kun optages året efter. Du skal stadig opfylde alle adgangskrav til uddannelsen.

Optagelsesprøve i kvote 2

Vi er overbeviste om, at det ikke kun er dit karaktergennemsnit, der afgør, om du bliver en god studerende på SDU. Hvis du har søgt optagelse i kvote 2 inden den 22. marts kl. 12, inviterer vi dig optagelsesprøve, hvor du selv får lov at vise dine kvalifikationer. Det er dine testresultater, der afgør, om du får en plads i kvote 2. Hvis du har søgt i kvote 2, kommer du også i betragtning i kvote 1.

Særligt om kvote 2 i 2020

Som følge af coronavirus og myndighedernes forsøg på at begrænse virusspredning, er der ændringer i optagelsesprøven i kvote 2 for alle SDU's bachelor- og diplomingeniøruddannelser.

Læs om optag i kvote 2 i 2020


Kovte 1 og 2 på SDU

Optagelsestal 2020

Studiepladser: 137
Fordeling i kvote 1/2 (%): 50/50

Optagelsestal 2019

Studiepladser: 137
Fordeling i kvote 1/2 (%): 50/50
Adgangskvotient i kvote 1: 11,2
Standby: 11,1

Uddannelsens nummer på optagelse.dk: 17200

Hold dig opdateret

Få information om vigtige frister og vejledning direkte i din mailbox.

Tilmeld dig nu!