Skip to main content

Jesper vil arbejde med fremtidens energiløsninger

  • Denne uddannelse kan læses i Sønderborg
  • Uddannelsen udbydes på engelsk

Hvorfor skal kommende studerende vælge electronics?
- Hvis du vil have overblik over et helt produkt. Hvis du vil løse problemstillinger. Hvis du kan lide lederskab og gerne delvist vil tilrettelægge din egen uddannelse. Du skal også være interesseret i at arbejde sammen med folk fra forskellige kulturer. Det er specielt ved SDU i Sønderborg, hvor uddannelsen foregår på engelsk. Jeg ser det som en bonus. Især hvis man vil arbejde i et stort firma senere, fordi alle større virksomheder taler sammen på engelsk. 

Studiet beskrives som hands-on. Hvad går projektarbejdet ud på?
- Man får kurser i software, mekanik og elektronik. I projektarbejdet udvikler man et helt produkt. F.eks. havde vi en opgave på 4. semester om power harvesting (energihøstning). Lav et produkt, som kan opsamle energi i et nærområde og gøre det anvendeligt. Vi lavede et system, som kunne bruges i Afrika, hvor telefoner typisk bliver ladet op hos en mand, der har en generator. Vores produkt kunne supplere hans behov med et grønnere alternativ og sparede på brændstoffet og dermed hans økonomi. Projektarbejdet er mest for læring. Hvis man får en rigtig god ide, kan man arbejde videre med den privat og prøve at pitche den til en virksomhed.

Hvad betyder det, at det er et lille studie?
- Vi er kun 30 på mit hold. Det giver mulighed for fordybelse. Underviserne kender dig. De har tid til at vejlede, og du kan spørge ind til emnerne, fordi undervisningen er mere klassebaseret. Du kender dine medstuderende og folkene i laboratorierne, hvilket kan være en fordel, hvis man vil prøve at gøre tingene på en anderledes måde. Og så er der plads til at udfordre sig selv, f.eks. i forbindelse med bachelor-specialet, hvor vi må arbejde enkeltvis, fordi der er lærerressourcer til det. Der er adgang til SDU 24 timer i døgnet. Jeg kan godt finde på at låse mig ind, hvis jeg lige har et par timer til rådighed og en ide, der skal afprøves. Studiet fylder meget for mig, men der skal også være plads til venner og familie.

Hvordan har du det med Sønderborg?
- Klart en fed by. Den har mange af de kvaliteter, som man forventer af en større by. Jeg har 200 meter til en badestrand, hvor jeg kan løbe langs vandet og stresse af efter en hård arbejdsdag. Der er natur, fritidsaktiviteter, klubber, mennesker og arrangementer.

Hvordan ser din fremtid ud?
- Jeg kan godt se mig selv i en virksomhed som for eksempel Siemens Wind Power, hvor jeg har været før. Tilgangen med at udnytte de ressourcer vi har i langt højere grad og være med til at løse, at vi er ved at ødelægge klimaet, er vigtig for mig. Jeg har et ønske om at være med til at sætte kursen og gøre noget ved de klimaforandringer, som min generation står overfor.

Det Tekniske Fakultet Syddansk Universitet

  • Alsion 2
  • Sønderborg - DK-6400

Sidst opdateret: 31.08.2023