Jeg troede, jeg skulle være klassisk bibliotekar – i dag arbejder jeg med forskningsdata
Mange starter på Biblioteksvidenskab, IT og kommunikation med en klar idé om at arbejde på et bibliotek. Det gjorde Cecilia Herrera Marino også. I dag er hun informationsspecialist på SDU, hvor hun arbejder digitalt med data og forskning – en vej, hun først opdagede undervejs på studiet.
“Da jeg startede på studiet, havde jeg en ret klar forestilling om, at jeg skulle arbejde på et folkebibliotek. Ordet ‘bibliotek’ fyldte meget, og jeg gik ind i uddannelsen med den tanke. Men undervejs opdagede jeg, at der var mange flere muligheder – især da vi begyndte på de mere tekniske fag.
Arbejdet med databaser og kodning blev en øjenåbner. Det gik op for mig, at man også kan arbejde digitalt med vidensdeling, og at bibliotekarisk faglighed ikke kun handler om formidling i et fysisk rum. Jeg blev grebet af at arbejde med data, fordi der bliver produceret så enorme mængder, og nogen er nødt til at skabe struktur i dem.
I dag arbejder jeg med forskerservice i Afdelingen for Forskningsdokumentation på SDU. Mit arbejde handler om at dokumentere den forskning, der bliver lavet på universitetet. Jeg arbejder blandt andet med PURE, hvor forskernes publikationer og aktiviteter bliver samlet. Det kræver, at data er korrekt og giver mening, for hvis kvaliteten ikke er i orden, er det svært for andre at bruge.
”Jeg blev grebet af at arbejde med data, fordi der bliver produceret så enorme mængder, og nogen er nødt til at skabe struktur i dem.
En stor del af mit arbejde består derfor i at rydde op, tagge information og skabe bedre overblik. Jeg arbejder også med bibliometri og målinger, for eksempel hvor meget der bliver publiceret, og hvordan forskningen klarer sig.
Det, jeg laver i dag, bygger i høj grad på det, jeg lærte på studiet. Jeg bruger især arbejdet med databaser, søgning og metadata fra bacheloren meget direkte, og fra kandidaten har jeg fået en teknisk forståelse, som gør, at jeg kan gennemskue systemer og se, hvordan information hænger sammen.
Noget af det, der har overrasket mig mest, er, hvor meget jeg holder af at rydde op og systematisere. Jeg havde ikke forventet, at det ville være så tilfredsstillende, men når man kan se, at det, man laver, faktisk bliver brugt af andre, giver det rigtig god mening.
Man kan indsamle enorme mængder data, men hvis kvaliteten ikke er i orden, er det værdiløst. At være med til at skabe orden i viden og gøre forskning mere tilgængelig er det, der driver mig i mit arbejde.”
Cecilias vej til jobbet
Cecilia har:
- en bacheloruddannelse i Biblioteksvidenskab, it og kommunikation (Syddansk Universitet)
- en cand.it. i Webkommunikation (Syddansk Universitet)
Cecilias karrierevej er formet af både faglige og personlige interesser og de valg, hun har truffet undervejs i studietiden. Hvad bliver mon din vej?