Vi tilbyder hjælp til at lave SRP/SOP opgaver for alle elever. Vi prioriterer elever, der har fysik som deres hovedfag, og projekter, som flere elever er interesserede i.
FysikLab på SDU er et ressource-fysiklaboratorium, hvor vi giver elever adgang til eksperimenter, der ellers ikke normalvis er tilgængelige på ungdomsuddannelserne. Alle eksperimenter er udsprunget direkte af forskning udført på SDU.
Når vi afholder SOP/SRP dage, er der plads til 8 elever på hver af nedenstående workshops. Booking foregår efter "først til mølle"-princippet. OBS!: Vi forholder os ikke til den enkelte opgaves udformning og faglige afgrænsning.
Vi tilpasser forløbet således, at det passer ind i Jeres tidsplan og kernepensum og vil indeholde:
- Samtaler med gymnasielære for at lave forventningsafstemning.
- Et én-dags besøg, hvor det er muligt at udføre eksperimenter med dataindsamling til videre behandling. Kan, om nødvendigt, udvides til flere dage.
- Tilknytning til en forsker eller studerende, der vil varetage samtaler for at bringe forståelse og perspektiv til projektet.
Lige nu har vi fire hovedemner: Biofysik og fysikken af bløde materialer, Elektromagnetisk stråling, Kvantetema og Rummet. Herunder er de enkelte workshops og forsøg angivet under hovedemnet. Bemærk, at der kan være flere forskellige forsøg under de enkelte emner.
Emneoversigt
-
Biofysik og Fysikken af bløde materialer
Brownske Bevægelser og Væskers fysik
Undersøg diffusion med Brownske bevægelser og f.eks. densitet, viskositet, overfladespænding med Væskers fysik. Disse to workshops f.eks. kan bruges ved undersøgelse af hvordan processer i levende celler foregår, og væskers fysik er også relevant for mange teknologiske anvendelser.
-
Elektromagnetisk stråling
Spektroskopi og Hyperspektralt kamera
Lysets spektrum som værktøj: Hyperspektral billedanalyse. Denne workshop kan bruges til mange forskellige projekter lige fra vandindhold i kartofler og farvepigmenter i malerier til sortering af plastaffald.
-
Kvantefysik
Kvantetema
Et udvalg af klassiske eksperimenter med et kvanteperspektiv. Der er flere forskellige forsøg indenfor dette emne. Vi afholder hvert semester en kvantedag, hvor vi bringer dem alle i spil.
-
Rummet
Mørkt Stof
Findes Mørkt Stof i universet? Denne workshop drejer sig om studiet og modelleringen af rotationskurver for stjerner, der kan tydeliggøre, at Mørkt Stof eksisterer.