17 mio. til udvikling af intelligent energisystem til gartnerier

Forskere fra Det Tekniske Fakultet står i spidsen for et nyt projekt, der skal gøre gartnerierne mere energieffektive til fordel for miljø og pengepung.

Den energipolitiske målsætning om et fremtidigt el-net baseret på vedvarende energikilder som vind og sol stiller væksthusgartnerierne over for store økonomiske udfordringer. Disse udfordringer skal projektet ’Smart Grid Ready – Energiomkostningseffektiv kunstlysstyring til væksthusgartnerier’ afhjælpe.

”Vi vil udvikle en styring af kunstlys, som optimerer plantevæksten i forhold til energiforbruget og integrere gartnerierne med el-nettet. Gartnerier kan dermed både spare penge og bidrage til at skabe balance mellem forbrug og produktion i fremtidens smart el-net,” siger lektor Bo Nørregaard Jørgensen, der står i spidsen for projektet.

Projektet med et budget på 17 mio. har netop modtaget økonomisk støtte fra Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) og Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP).

Svingende el-priser udfordrer
Gartnerierne kæmper bl.a. med, at el-produktionen fra vedvarende energikilder svinger, hvilket betyder, at priserne også ryger op og ned. Dermed påvirkes omkostningerne til kunstlys, som er nødvendig for at planterne kan vokse.

”Det er projektets mål at udvikle og implementere intelligent kunstlysstyring, der reducerer energiomkostningerne. Dermed kan vi sikre, at væksthusproduktionen i Danmark forbliver konkurrencedygtig, så vi bevarer de mange tusinde arbejdspladser såvel som den tilhørende eksport,” siger Bo Nørregaard Jørgensen.

Priselastisk regulering
Ud over at optimere planternes vækst i forhold til energiforbruget, bliver væksthusgartnerierne også integreret med el-nettet gennem DONG Energys Power Hub-koncept, så væksthusgartnerierne vil være i stand til dynamisk at tilpasse deres produktion til udsving i el-prisen.

”En priselastisk regulering af kunstlyset vil effektivt kunne reducere gartneriernes energiomkostninger og samtidigt mindske miljøbelastningen, men det kræver innovation og implementering af de energioptimerede metoder. Og her er projektet en super løftestang,” siger Bo Nørregaard Jørgensen.

For mere information kontakt
Bo Nørregaard Jørgensen, lektor ved Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet, tlf. 6550 3545 / e-mail bnj@mmmi.sdu.dk  

Om projektet
Projektet samler den eksisterende danske forskningsekspertise inden for kunstlys, klimastyring og LED-teknologi. Projektideen, der er ny på verdensplan, er baseret på den specifikke danske forskningsekspertise på fysiologisk baseret, dynamisk klimastyring.
Finansiering: Totalbudget på 17.517.548 kr., GUDP støtter med 10.174.333 kr. og EUDP med 3.123.735 kr., mens resten er partnernes egenfinansiering.
Deltagere: Århus Universitet, Københavns Universitet, DTU Fotonik, Dong Energy, Philips, Green Tech Solutions, ConWx, Knud Jepsen, Rosa Danica, SOGO Team og Syddansk Universitet (Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet).

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies