Skip to main content

Droner til ingeniørstuderende

Syddansk Universitet har indkøbt fem droner til de ingeniørstuderende. Blandt andet skal dronerne finde ukrudt på marker.

Ingeniørstuderende på Syddansk Universitet kan nu glæde sig over at få droner mellem hænderne. Robotlaboratoriet RoboLab på Syddansk Universitet har investeret i fem førerløse fly, hvor Siemensfonden har støttet indkøbet med 24.000 kroner.

- De studerende synes, at det er sjovt og spændende at arbejde med droner. Vi ser, at flere bachelorprojekter og specialer handler om droner, siger adjunkt Søren Wiatr Borg fra Institut for Teknologi og Innovation på Syddansk Universitet.

Dronerne skal finde ukrudt
Robotteknologistuderende Søren Møller Dath er en af de ingeniørstuderende, som har kastet sig over de nye droner. Han bruger dronerne i sit speciale som handler om at udnytte droner til at finde og bekæmpe ukrudt på landmandens marker.

- De nye droner er meget nemme at arbejde med. De er ’ready to fly’. Man sætter bare batteri i dem, og så flyver de. Samtidig er både hardware og software fuldstændigt open-source. Det betyder, at vi kan få lov til at udvikle vores egne algoritmer og kan udvikle dronens egenskaber og teste forskellige ting, siger robotteknologistuderende Søren Møller Dath og fortsætter:

- Droner er fascinerende, fordi de kan komme steder, hvor robotter på hjul ikke kan komme. Samtidig er droner en spændende platform for ingeniørstuderende, fordi de indeholder så mange forskellige sensorer.

Siemensfonden har derudover givet 25.000 kroner til køb af laserstrålekarakteriseringsudstyr. Det vil give de civilingeniørstuderende i Fysik og Teknologi konkret viden om laserstrålers fokuseringsevne over lange distancer, som blandt andet kan bruges til bestemmelse at vindhastigheder foran en vindmølle.

Læs mere om Det Tekniske Fakultet.

Redaktionen afsluttet: 28.04.2014