Skip to main content

Dynamisk overlæge i hjertemedicin er ny adjungeret professor hos Kardiologisk Forskningsenhed

Overlæge, ph.d. Rasmus Møgelvang tiltræder den 1. august 2018 som adjungeret professor i kardiologi ved Klinisk Institut, Syddansk Universitet, med kontakt til Kardiologisk Forskningsenhed, Medicinsk Afdeling M/FAM, OUH Svendborg Sygehus.

Rasmus Møgelvang er 43 år og blev læge i 2001, uddannet ved Københavns Universitet og forsvarede sin ph.d.-afhandling i 2009 ved Københavns Universitet. Han blev klinisk lektor i 2009. Han har haft sin uddannelse i primært Københavnsområdet og tiltrådte i 2014 en stilling som overlæge ved Hjertecenteret på Rigshospitalet. I 2017 blev han leder af det Ekkokardiografiske Laboratorium og er nu også leder af Cardic Imaging på Hjertecenteret. Han er tidligere formand for Foreningen af Yngre Cardiologer og har været medlem af bestyrelsen i Dansk Cardiologisk Selskab samt været medlem af en række nationale og internationale arbejdsgrupper primært omhandlende ekkokardiografi.

Rasmus Møgelvang har en omfattende erfaring som underviser og har undervist både medicinstuderende, læger under uddannelse samt senior kardiologer. Omdrejningspunktet har været ekkokardiografi med fokus på avanceret ekkokardiografisk teknologi.

Rasmus Møgelvang har en omfattende forskning med over 100 publikationer i anerkendte peer reviewed tidsskrifter, hvoraf kan nævnes Circulation, Journal of the American College of Cardiology, European Heart Journal og American Heart Journal. H-index: 21.

Han vandt sølv ved EM for sundhedsvidenskabelige ph.d.’er med foredraget ”Population Study of Cardiac Tissue Doppler Imaging: Association with Ischaemic Heart Disease, Hypertension, Diabetes and Mortality”. Der var 40 ph.d.-kandidater fra forskellige europæiske universiteter, som deltog i konkurrencen, og disse blev bedømt af 10 professorer ligeledes fra forskellige europæiske universiteter. Han har endvidere to gange præsenteret på Late-Breaking Trials på American Heart Associations årsmøder, hvilket er de færreste danske kardiologer forundt. Han har været vejleder for 10 ph.d.-studier, hvoraf 6 som vejleder og 4 som medvejleder. Han har opponeret på 3 ph.d.-afhandlinger og har været reviewer for et stort antal peer reviewed tidsskrifter.

- Som det fremgår, er Rasmus Møgelvang en dynamisk, ung kardiolog og fremragende foredragsholder, som samtidig er meget omgængelig og også ganske beskeden. Kardiologisk Forskningsenhed, OUH Svendborg Sygehus, ser meget frem til det fortsatte samarbejde, hvor vi vil fokusere omkring cardiac imaging, som er Forskningsenhedens særlige arbejdsområde. Der er allerede planlagt samarbejde omkring avancerede ekkokardiografiske undersøgelser hos patienter med type 2 diabetes med ønske om at kombinere dette med andre imaging modaliteter, udtaler Kenneth Egstrup, professor og leder af Kardiologisk Forskningsenhed, SDU og OUH.

Mød forskeren

Rasmus Møgelvang, adjungeret professor i kardiologi ved Klinisk Institut, SDU.

Kontakt

Nyheder fra Sundhedsvidenskab
Sund nyhedsbrev

Tilmeld dig nu

Redaktionen afsluttet: 24.08.2018