Skip to main content
Eliteforsk

Eliteforsk-stipendie gør os klogere på europæiske klassikere

Ph.d.-studerende Rasmus Vangshardt fra Centre for Medieval Literature på SDU modtager et af Uddannelses- og Forskningsministeriets Eliteforsk-rejsestipendier til sin banebrydende forskning i europæiske klassikere.

Af Susan Grønbech Kongpetsak, , 27-02-2020

Historien om Rasmus Vangshardts ambitiøse ph.d.-projekt begynder på en kaj i Venedig. Her spadserer den flotte, unge og rige Antonio – i Shakespeares Købmanden i Venedig - rundt og føler sig utrolig trist.

Det er ikke fordi han er ugift. Heller ikke fordi han er bekymret for sine skibe på havet. Men fordi ”enhver mand må spille sin rolle – og min er en trist rolle,” som den unge købmand selv formulerer det i den litterære klassiker. 

Åbningsscenen fra Købmanden i Venedig betyder noget særligt for Rasmus Vangshardt. Han er altid blevet rørt af fortællingen om købmanden, der beredvilligt spiller sin triste rolle i verdensteatret og bruger rollen positivt til at ofre sig for de mennesker, som han holder af.  

- Det er muligvis fordi scenen pointerer en fortryllelse af verden og understreger, at vi lever i et kunstværk, der giver verden mening på en anden måde. Skønhed er også en vigtig del af verden - som en modmagt til rationaliteten og fornuften. Litteratur forvandler dødt stof til levende ånd, forklarer ph.d.-studerende Rasmus Vangshardt om sin litteraturbegejstring.


Så gammel som litteraturen selv

Derfor var det selvfølgelig oplagt, at hans ph.d.-projekt måtte undersøge metaforen verdensteatret og dens betydninger og forskydninger igennem litteraturhistorien.

- Det fascinerende ved verdensteatret er, at metaforen er lige så gammel som litteraturen selv, og den har været permanent til stede i hele den europæiske litteraturkanon fra Homer over Biblen, Shakespeare, Goethe til det absurde teater omkring 2. verdenskrig. Ligesom den findes i moderne tv-serier som Westworld og True Detective, siger Rasmus Vangshardt og fortsætter: 

- Hvordan kan så sært et billede blive ved med at være populært, og hvad fortæller det om Europa og litteraturhistorien? forklarer han om de store spørgsmål, som han søger svar på i sit ph.d-projekt. 

Verdensteatrets rødder

  •   Verdensteatret er en velkendt metafor i litteraturhistorien.
  •  Ifølge Rasmus Vangshardt ses metaforen allerede brugt i Homers Illiaden.
  •  Metaforen formuleres første gang eksplicit i et fragment fra den græske antik omkring år 350 f.kr. med ordene: "Verden er en scene og livet er et skuespil. Du kommer, kigger og går."
I sit forskningsprojekt zoomer Vangshardt ind på barokken – et højdepunkt i europæisk drama – hvor store dramatikere som Shakespeare og den spanske hofdigter Calderón forædlede metaforen om verdensteatret, så den opnåede en særlig betydning for epokens verdensbillede.

- I barokken skildres verdensteatret som en erfaring af, at verden er et kunstværk, og at skønheden findes. Moderniteten fører ikke kun til en følelse af fremmedgjorthed, men kan også give mening fra sig. Hos disse store dramatikere er det værd at fejre, at vi lever i verdensteatret. Det betyder, at der er et formål med den enkeltes eksistens og vores fælles historie. 

Vi misforstår Shakespeare

Og dén positive forståelse af verdensteatret skal frem i lyset og ind i litteraturhistorien igen, fastslår Rasmus Vangshardt. For ellers misforstår vi Shakespeare og andre klassiske forfattere.
- Men mange litteraturhistorier har travlt med at gøre verdensteatret til en typisk erfaring af modernitet og fremmedgjorthed, hvor vi ikke kan stole på vores erfaringer, fordi alt er metafysisk illusion og socialt maskespil. Men det er ikke et problem for Shakespeare og Calderón – kun for nutidige litteraturhistorikere - at det er svært at skelne mellem illusion og realitet, forklarer han.


Og insisterer vi på de moderne læsninger af klassikerne, ja så går vi glip af en masse af de ting, som faktisk er på færde i litteraturen fra barokken:

- Hos Shakespeare og Calderón er natur og kosmos ikke tømt for mening, de har et konstruktivt vekselforhold til forhistorien, som de ikke ser sig adskilte fra. De står eksempelvis begge i et levende forhold til middelalderen og bærer det bedste fra den med sig ind i moderniteten.

Brug for klassikerne

Men hvorfor er det så vigtigt at forske i brugen af en bestemt metafor igennem litteraturhistorien? Rasmus Vangshardt er ikke i tvivl:

- Verdensteatrets popularitet igennem hele litteraturhistorien er et eksempel på de historiske sammenhænge og det åndelige fællesskab, vi har i Europa. Kun ved at forstå metaforen fuldt ud, kan vi forklare, hvorfor barokken fostrede så stor kunst, at både Goethe, Wagner, en række andre store kunstnere og menigmand har været så vilde med verdensteatret og perioden.

Og så har vi – ifølge Vangshardt – på alle måder brug for vores klassikere i dag.

- Klassikerne er blevet klassikere, fordi de siger noget sandt om at være menneske til alle tider. Det er en måde at vise og forstå vores fælles europæiske historie på. Og den kontinuitet og forståelse af sammenhænge er helt centralt, når vi i dag taler om behovet for et fælles åndeligt Europa, der kan værne om den vestlige civilisation. Der er behov for at tale mere om historisk sammenhæng og mindre om brud med fortiden. Middelalderen var eksempelvis ikke “mørkere” end så meget andet: Den er en del af det, vi er. 

Jeg vil helst bare undervise i klassikerne resten af livet, så jeg kan give min læseglæde videre

Rasmus Vangshardt, modtager af Eliteforsk-stipendie

Og den ambitiøse ph.d.-studerende lægger ikke skjul på, at han har tænkt sig at være på klassikermission de næste mange år: - Jeg vil helst bare undervise i klassikerne resten af livet, så jeg kan give min læseglæde videre og sikre, at unge mennesker igen får nemmere adgang til dem. Her kan min forskning bidrage, fordi den understreger, at det at være moderne ikke betyder, at fortiden er forsvundet. Det håber jeg kan hjælpe med at nedbryde nogle af de mentale barrierer, som unge i dag har i forhold til klassikerne.  

Læs mere om Eliteforsk-priserne her


Mød forskeren

Rasmus Vangshardt er tilknyttet grundforskningscentret Centre for Medieval Literature og delt ph.d.-studerende mellem Institut for Historie og Institut for Kulturvidenskaber på SDU. Han forsker i litteraturhistorie – særligt middelalderarven hos Shakespeare og den spanske hofdigter Calderón - og har netop modtaget et Eiteforsk-rejsestipendie til ophold ved et af verdens førende universiteter.

Kontakt

Ansvarlig for siden: Susan Grønbech Kongpetsak

Redaktionen afsluttet: 27.02.2020