Skip to main content
DA / EN

SDU's Gender Equality Plan (GEP)

Ligestillingsplanen sikrer, at arbejdet med ligestilling, mangfoldighed og inklusion er solidt forankret på både institut- og fakultetsniveau samt i Fællesadministrationen, med fortsat fokus på lokale tiltag, tværgående samarbejde og dialog samt fælles årsberetning.

GEP-rammen giver mulighed for at indsamle og formidle informationer og dermed optimere og videreudvikle arbejdet.

Hvad er en GEP?

Europa-Kommissionen definerer en GEP som

"en række forpligtelser og tiltag, der har til formål at fremme ligestilling mellem kønnene i en organisation gennem en proces med strukturelle ændringer".

Hvordan foregår GEP-arbejdet på  SDU?

SDU’s ligestillingsplan (GEP) danner rammen for SDU’s arbejde med ligestilling og sikrer systematisk koordinering, retning og løbende understøttelse og kvalificering af de initiativer, der finder sted i organisationen. SDU’s GEP organiserer, operationaliserer og følger op på tiltag og initiativer med henblik på at sikre ligestilling og lige muligheder på alle SDU’s organisatoriske niveauer. Den henvender sig til SDU’s ledere, administratorer og GE-organisationen, og SDU’s GEP følger EU’s anbefalinger for kvalitetssikring af arbejdet med ligestilling.

SDU’s GEP suppleres af en procesplan. Den udgør dermed en formaliseret og procesorienteret ramme og sikrer understøttelse og kvalitetssikring af SDU’s samlede arbejde med ligestilling. Procesplanen giver et overblik over GEP’s årshjul og aktiviteter samt involverede aktørers rolle, ansvar og opgaver.

Målsætningerne og koblingen til SDU’s vision, mission og strategi er beskrevet i SDU’s visionserklæring for ligestilling.

Dette tiltag sikrer en solid forankring af arbejdet med ligestilling, da alle institutledere og kontorchefer på SDU har ansvaret for løbende at gennemføre mindst én foranstaltning eller aktivitet inden for deres institut eller afdeling. Fokusområderne fastlægges ud fra institutternes og afdelingernes egne behov. Det indebærer ofte, at man inddrager ligestillings- eller mangfoldighedsperspektivet i andre igangværende udviklingsopgaver. Arbejdsmiljøorganisationen og tillidsrepræsentanterne er ligeledes vigtige aktører i arbejdet med GEP, og de studerende inddrages både som samarbejdspartnere og som målgruppe.

GEP-rammen sikrer desuden, at ledere har adgang til konkret støtte og hjælp fra SDU’s Gender & Equality Team (GET).

Principperne bag SDU’s arbejde med GEP

Dialog

Sparring og vidensudveksling er afgørende for hvert hovedområdes udarbejdelse af de enkelte handlingsplaner for ligestilling. Processen indebærer derfor planlagt og tæt kontakt med GET og hovedområdets egne ligestillingsudvalg samt med SDU’s centrale ligestillingsudvalg

Integration

Initiativerne skal være relevante og give mening lokalt for de involverede medarbejdere, ledere og studerende. Det er jo trods alt dem, der kender deres egen kontekst bedst. Derfor placeres ansvaret for at iværksætte ligestillingsindsatser så lokalt som muligt

Netværk

Indsatsen understøttes hele vejen igennem, idet alle involverede aktører tilbydes kvalificeret bistand, sparring og inspiration fra SDU’s overordnede ligestillingsorganisation, især gennem de lokale ligestillingsudvalg, samt rådgivning fra GET og fra SDU’s International Gender Advisory Board. Dette fremmer gensidig inspiration og kompetenceudvikling

SDU's Gender Equality Plan (GEP)

Læs mere om rammerne og kvalitetssikringsmodellen bag SDU’s indsats for ligestilling: