Fordi cement har været så vigtig en komponent i skabelsen af moderne industrialiserede samfund, og derfor har været en kerneinteresse for magthavere, vil en belysning af F.L. Smidth & Co.’s arbejde direkte angå et dansk kerneelement i den asiatiske udvikling fra koloniseret Orient til moderne industrialiserede stater.
F.L. Smidth & Co. har gennem 125 år leveret komplette fabriksanlæg til verdens cementindustri. Specialet har altså været den komplekse overførsel og tilpasning af teknologi til nye konteksters sociale, økonomiske, politiske og kulturelle omstændigheder.12 Arbejdet har været organiseret multinationalt siden 1890erne med afdelinger først i London (1890), Skt. Petersborg (1893), New York (1895) og Paris (1899), og i 1900-tallets første årtier gjorde en række teknologiske nybrud F.L. Smidth & Co. markedsførende. Omkring 1930 havde virksomheden leveret kernebestanddelene til 250 af verdens cementfabrikker, hvoraf alene kapaciteten af de 83 solgte anlæg i 1928-29, svarede til en tiendedel af verdens cementproduktion.13
Asien har konstant udgjort det næststørste marked med en andel af den globale omsætning svingende mellem en tredjedel og en femtedel.14 Fra den første teknologioverførsel til Kina i 1897 og frem til 1939, hvor 2. Verdenskrigs udbrud i Europa afskar kontakten til hovedkontoret i København, var omdrejningspunktet byggeriet af 89 produktionslinier svarende til mere end 75% af den asiatiske cementproduktion.15 I Kina blev aktiviteterne fulgt op med etableringen af en afdeling i Peking i 1924 – nogenlunde samtidigt med leveringen af den første ordre til en japansk cementfabrik og af en afdeling i Tokio. I Indien blev 33 års arbejde fulgt op af en afdeling i Bombay i 1938.
I det lys er det åbenlyst, at den multinationale organisation kan have været et svar på en række risici, hvoraf de politiske er iøjnefaldende i ikke mindst Kina, hvor F.L. Smidth & Co. i 1903 leverede den første moderne cementfabrik for Qing-dynastiets sidste kejser, samarbejdede med republikkens magthavere og udvidede engagementet under borgerkrigen 1916-28 og derefter på initiativ af Chiang Kai-sheks styre. Endeligt tvang leveringen af to af verdens største cementfabrikker ved Canton og Nanking i 1936-37 danskerne i nærkontakt med den japanske aggression, særligt ved Nanking hvor maskineriet ikke nåede at blive overdraget før folkemordet med en nervepirrende balancegang mellem japanske og kinesiske interesser til følge.
Som salgstallene afslører, kan der imidlertid også have været grund til betragte Asien som et marked, der fortjente en målrettet satsning gennem en aktiv investering i en multinational vidensorganisation. Igen med Kina som eksempel blev der i 1930erne talt om landet med 400 mio. kunder16, og i de første skrivelser til Poul Larsen fra FLS-kontoret i Peking i 1924 blev der forventningsfuldt talt om situationen ”When China awakens…”.