Fei Ding modtager, 2,8 millioner fra Danmarks Frie Forskningsfond under Inge Lehmann-programmet
39 lovende, yngre forskere modtager i disse dage bevillinger for i alt 110 millioner kroner. Pengene bliver uddelt under Inge Lehmann-programmet, der har til formål at fremme mere ligestilling i forskningsmiljøer i Danmark. 38 kvinder og én mand – Fei Ding fra Nano Optics under Mads Clausen Instituttet - har modtaget legatet.
110 millioner kroner fra den politiske aftale om forskningsreserven 2021 er netop blevet udmøntet til 39 talentfulde forskere i Danmark. Programmets formål er at styrke talentudviklingen i dansk forskning og fremme en mere ligelig kønssammensætning af forskningsmiljøerne i Danmark.
På baggrund af uddelingerne udtaler uddannelses- og forskningsminister, Jesper Petersen:
- Jeg er glad for at se, at der har været så stor interesse for og søgning til Inge Lehmann-programmet. Dansk forskning har brug for både mænd og kvinder, og vi risikerer at gå glip af dyrebart talent, hvis vi ikke i højere grad får begge køn i spil. Inge Lehmann-programmet er en aktiv måde at arbejde for en mere ligelig kønsbalance i de danske forskningsmiljøer. Derfor er jeg glad for, at 39 ambitiøse forskere nu får styrket deres karriere via programmet, og at vi samtidig fremmer talentmassen i dansk forskning.
Der var 144 forskere i ansøgerfeltet fordelt på en række videnskabelige hovedområder, og de 39 bevillingsmodtagere udgøres i år af 38 kvinder og én mand, som nu kan få lov til at bedrive fri forskning for pengene.
Succesraten lander på 27 procent, opgjort på både antal ansøgninger og på beløb. Den enlige han i hønsegården er Fei Ding, som er adjunkt ved centret Nano Optics under Mads Clausen Instituttet. Han modtager penge til projektet ’Electrically-Driven Tunable Phase-Change Metasurfaces’.
I projektet vil førende forskere inden for nanofotonik fra SDU i samarbejde med Massachusetts Institute of Technology og Ningbo University udvikle en innovativ eldrevet, indstillelig metaoverflade-platform med uafhængig fase og amplitude kontrol.
Denne vil muliggøre aktiv formgivning af bølgefronter indenfor frekvenser der anvendes til telekommunikation. Hermed åbnes muligheder for udvikling af næste generations intelligent nanofotonik i forskning og industrien.
Fakta
Inge Lehmann-programmet er en del af den politiske aftale om fordeling af forskningsreserven i 2021.
Programmet er åbent for alle fagområder og for både mænd og kvinder, men gennem dispensation efter ligestillingslovens § 3 vil DFF som udgangspunkt vælge kvindelige ansøgere over mandlige i tilfælde af lige kvalifikationer mellem to ansøgere, dog således at der foretages en objektiv vurdering, hvor der tages hensyn til alle særlige kriterier vedrørende ansøgerne, uanset køn.
Med aftalen om fordeling af forskningsreserven i 2022 er der afsat 80 mio. kr. til Inge Lehmann-programmet.
Læs om kønssammensætningen på de danske universiteter i rapporten: ”Danmarks talentbarometer: Mænd og kvinder på de danske universiteter” fra 2020, hvor der bl.a. står: ”Antallet af både mænd og kvinder er steget på de danske universiteter, men der var fortsat næsten dobbelt så mange mandlige (7.348) som kvindelige forskere (3.829) ansat på de danske universiteter i 2018.”