Skip to main content

Millionstøtte til forskning i stamceller til behandling af blodpropper

Ditte Caroline Andersen, professor i kardiovaskulær regeneration ved Klinisk Institut, har modtaget en bevilling på 3 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden til et nyt projekt om modning af stamceller, der kan bruges til behandling af det skadede hjerte efter en blodprop.

Det er kendt, at hjertet ikke er i stand til at reparere sig selv efter en blodprop (myokardieinfarkt (MI) i hjertets egen blodforsyning, hvilket forklarer, hvorfor blodpropper i hjertet er en af de største dødsårsager globalt.

Nylige fremskridt i behandling med stamceller har skabt håb om nye helbredende behandlingsmuligheder af det skadede hjerte. Ved en MI hjerteskade, vil et stykke af hjertet mangle blod og derfor vil blandt andet hjertemuskelcellerne dø. Disse celler erstattes ikke og derfor får patienten en nedsat pumpefunktion.

Ved den nye behandling er der tale om at inducerede pluripotente stamceller (iPS) dyrkes i laboratoriet og modnes til hjertemuskelceller, som herefter indsprøjtes i hjertet for at erstatte de døde hjertemuskelceller.

Stamcellerne skal modnes

Udfordringen er dog for nuværende, at modningen af iPS stamcellerne er ufuldstændig, så de ligner fostrets hjertemuskelceller og derfor ikke har de egenskaber, der skal til for at hjertet kan pumpe ordentligt. 

Det vil Ditte Caroline Andersen, professor i kardiovaskulær regeneration, forsøge at gøre noget ved.

Med bevillingen på tre millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden under programmet ”Projektstøtte i biovidenskab og basal biomedicin” vil hun i et nyt forskningsprojekt forbedre modningen af iPS-hjertemuskelcellerne (iPS-CMs).

Potentiale for at reducere dødelighed

-Specifikt vil vi manipulere gener i iPS-CMs gennem vira. Det vil vi gøre i laboratoriet under fysiologiske iltforhold, som simulerer forholdene inde i kroppen. De forbedrede og modne iPSC-CMs vil derefter blive testet for deres evne til at redde mus med blodprop i hjertet, forklarer Ditte Caroline Andersen.

-Et langsigtet perspektiv af dette vil være, at de modne iPS-CMs kan kompensere for hjertemusklens celletab efter en blodprop og derved redde hjertepumpefunktionen. Det vil forbedre patientens livskvalitet og samtidig reducere dødeligheden.

Læs mere om Ditte Caroline Andersens forskningsgruppe her: https://www.sdu.dk/dca

Mød forskeren

Ditte Caroline Andersen er professor på Klinisk Institut

Kontakt

Nyheder fra Sundhedsvidenskab
Sund nyhedsbrev

Tilmeld dig nu

Fakta:

Formålet med programmet ”Projektstøtte i biovidenskab og basal biomedicin” er i det store og hele at fremme dansk grundforskning, der påvirker bedre sundhed gennem viden ved at støtte projekter på højt internationalt niveau inden for biovidenskab og grundlæggende biomedicin, som er relevante for forståelsen af den menneskelige organisme og/eller de basale mekanismer, der ligger til grund for sundhed og sygdom. – Novo Nordisk Fonden

Redaktionen afsluttet: 02.12.2021