Amerikansk professor til Institut for Psykologi
Institut for Psykologi, SDU, har udnævnt den amerikanske professor Matthew M. Burg til adjungeret professor med fokus på betydningen af adfærdsmæssige og psykosociale aspekter for udvikling og progression af hjerte-kar-sygdomme.
Matthew M. Burg er en af de førende forskere indenfor undersøgelsen af de adfærdsmæssige og psykosociale aspekter ift. risiko for og progression af hjerte-kar-sygdomme. Han vil bidrage til etableringen af et stærkt forskningsmiljø på Institut for Psykologi inden for kardiovaskulær psykologi og også forstærke samarbejdet mellem SDU og Yale University, hvor han er ansat.
Dr. Burg er professor i intern medicin (afdelingen for kardiovaskulær medicin) og anæstesiologi ved Yale School of Medicine, i USA. Han er en desuden klinisk psykolog og har i mange år været vejleder for psykologer ved adfærdsmedicinsprogrammet ved VA Connecticut Healthcare System, en del af et større system, hvor der ydes behandling til militære veteraner. Hans forskningsprojekter gennem de sidste 30 år har fokuseret på sammenhængen mellem stress, depression og vrede - og hjerte-kar-sygdomme.
- Vi er meget stolte over, at vi har haft succes med at tiltrække en person med så høj international status. Sammen med Dr. Burg og andre interessenter vil vi udvikle området for kardiovaskulær psykologi yderligere. Vi er stadig langt fra at behandle hjerte og sind i sammenhæng, ikke kun i Danmark, men også internationalt på trods af forventningen om, at iskæmisk hjertesygdom og depression vil være blandt de 10 største bidragsydere til sygdomsbyrden verden over i 2020 , siger institutleder, professor Susanne S. Pedersen, Institut for Psykologi, der samtidig er tilknyttet Kardiologisk Afdeling på Odense Universitetshospital.
- Jeg ser professoratet som en enestående mulighed for at dele min erfaring og viden med internationale samarbejdspartnere. I betragtning af det danske sundhedssystems unikke egenskaber i forhold til det amerikanske, ser jeg også frem til at bruge såkaldt e-Health-tilgange, dvs. digitale muligheder og kommunikationsformer i behandlingen, pointerer Matthew M. Burg.
Dr. Burg har modtaget flere hædersbeviser og anerkendelser, f.eks. fra Society of Behavioral Medicine, Academy of Behavioral Medicine Research og Academy of Cognitive Therapy, og har modtaget adskillige prestigefyldte bevillinger fra NIH / NHLBI og Veterans Administration Clinical Science Program. Han er forfatter til mere end 130 peer-reviewed journal publikationer og 19 bogkapitler.