Skip to main content
DA / EN
Forskning

Kunstig intelligens og store datamængder skal forbedre behandlingen af artrose

Syddansk Universitet deltager i nyt europæisk forskningsprojekt, der skal sikre tidligere og mere målrettet behandling af artrose.

Af Marianne Lie Becker, , 02-12-2025

Artrose, populært kaldet slidgigt, er en udbredt sygdom, som påvirker livskvaliteten for hundredvis af millioner af mennesker verden over. Men der mangler effektive metoder til at forudsige sygdomsforløbet og tilpasse behandlingen til den enkelte patient. Det vil et nyt europæisk forskningsprojekt nu ændre på.

Syddansk Universitet bidrager med stærk forskningskompetence

”Patient Relevant Osteoarthritis Endpoints using Big Data Evaluation” - eller kort: PROBE - er navnet på det femårige projekt, der samler 38 partnere fra universiteter, sundhedssektoren, industrien og patientorganisationer i hele Europa.

Syddansk Universitet er blandt deltagerne, repræsenteret ved professor Søren Thorgaard Skou fra Institut for Idræt og Biomekanik.

- PROBE giver en unik mulighed for at gentænke fremtidens behandling af artrose ved at kombinere data fra over 70 millioner mennesker, siger Søren Thorgaard Skou.
- Med danske data og stærk klinisk og forskningsmæssig ekspertise inden for artrose bidrager Syddansk Universitet til at udvikle nye, avancerede og individualiserede modeller baseret på kunstig intelligens, som kan anvendes i både forskning og klinik. Det handler om at sikre tidligere og mere målrettede behandlinger — og i sidste ende bedre livskvalitet for patienter i hele Europa.


Personlig medicin og bedre beslutningsstøtte

Forskerne i projektet vil udvikle digitale værktøjer, som kan understøtte både behandling og fremtidens kliniske studier. Ved hjælp af kunstig intelligens og store datamængder fra eksisterende projekter og sundhedsregistre skal det være muligt at forudsige, hvordan sygdommen udvikler sig hos den enkelte, og hvilken behandling der er mest effektiv.

Derudover vil projektet gøre brug af såkaldte digitale tvillinger - virtuelle patientmodeller - som kan simulere forskellige behandlingsforløb og dermed give læger og patienter bedre grundlag for fælles beslutningstagning.


Data analyseres lokalt – og sikkert

Et centralt element i PROBE er opbygningen af en ny digital infrastruktur, hvor sundhedsdata ikke flyttes eller deles direkte mellem lande. I stedet analyseres data lokalt under fælles rammer, hvilket beskytter patienternes privatliv og samtidig gør det muligt at udnytte data fra mere end 70 millioner personer.

Infrastrukturen er designet til at overholde gældende databeskyttelseslovgivning og er tilpasset kommende europæiske regler for kunstig intelligens og sundhedsdata.


Forskning med betydning for den enkelte

Resultaterne fra PROBE kan få stor betydning for mennesker, der lever med smerter og nedsat mobilitet på grund af slidgigt. Med bedre muligheder for tidlig opsporing og målrettet behandling er håbet, at flere patienter kan undgå langvarige forløb med begrænset effekt og i stedet opnå bedre livskvalitet.

Mød forskeren

Søren Thorgaard Skou er professor ved Institut for Idræt og biomekanik.

Kontakt

Om projektet

  • Projektperiode: 2025 til 2030
  • Antal deltagere: 38 partnere fra hele Europa
  • Finansiering: Støttet af Den Europæiske Unions forskningsprogram Horizon Europe gennem initiativet Innovative Health Initiative
  • Projektledelse: Erasmus Universitet og medicinalvirksomheden Novartis
Redaktionen afsluttet: 02.12.2025