Skip to main content

Bevilling

Forskere fra SUND får bevillinger til innovation

Thomas Emil Andersen (KI) og Lasse Bach Steffensen (IMM) leder de to SUND-forskningsprojekter, som har modtaget støtte fra ODIN Open Discovery Innovation Network til forskning i urinvejsinfektioner og åreforkalkning

Af Nana Olejank Hansen, , 05-09-2025

ODIN (Open Discovery Innovation Network) er et forskningssamarbejde, der hjælper med at omsætte forskning til nye løsninger inden for sundhedsvidenskab. ODIN er finansieret af Novo Nordisk Fonden, og fem danske universiteter herunder SDU er en del af samarbejdet.

I projekterne teamer forskere og virksomheder op om innovative projekter. Det særlige er, at i stedet for at beskytte resultater med patenter, deles viden frit, så forskere og virksomheder kan arbejde sammen om at udvikle innovative produkter. Det styrker kreativiteten og gør det lettere at omsætte nye idéer til anvendelige løsninger, som virksomheder senere kan bygge videre på og kommercialisere.

Læs mere om de to projekter fra SUND:

Aterosklerose (også kaldet åreforkalkning) er årsag til blodpropper i hjertet og hjernen. Det er en kompleks sygdom i vores blodkar, der involverer både immunceller fra blodet og lokale karceller. Glatte muskelceller fra blodkarrenes muskellag vandrer ind i sygdomsvævet, hvor de med tiden udgør mere end halvdelen af cellerne i det aterosklerotiske plaque.

I sygdomsvævet kan de glatte muskelceller ændre deres fænotype (cellerne kommer til at ligne andre celletyper og får nye egenskaber). Nogle af disse fænotyper har en beskyttende effekt på det aterosklerotiske plaque, mens andre bidrager til sygdomsudvikling. Der er derfor et stort terapeutisk potentiale, hvis man med lægemidler kan hæmme de fænotyper af glatte muskelceller, der fremmer sygdommen.

I SIF-projektet vil vi anvende ny teknologi til at få en bedre forståelse af, præcis hvilke fænotyper af glatte muskelceller lægemidler bør målrettes. Med udgangspunkt i disse analyser og vores eksisterende viden vil vi udvikle glat muskelcelle-assays (laboratoriemetoder), der muliggør test af lægemidler mod netop de sygdomsrelevante fænotyper. Dernæst vil vi forsøge at opskalere et af disse assays og teste store paneler af eksisterende lægemidler for deres anvendelighed mod glatte muskelceller.

Håbet med SIF-projektet er, at vi kan bygge bro mellem vores viden om glatte muskelceller i aterosklerose og klinisk anvendelse.

SIFs akademiske partnere:

Lasse Bach Steffensen (lektor, SDU), Jacob Fog Bentzon (professor, AU), Lars Melholt Rasmussen (professor, OUH).

SIFs industripartnere:

Novo Nordisk og AstraZeneca.

 

Bevilling: 

5,5 millioner kr.

Urinvejsinfektion rammer 150 millioner mennesker årligt og er derfor én af de hyppigste behandlingskrævende infektioner blandt mennesker. Ud over at være en udbredt årsag til sygdom, er urinvejsinfektion også en primær årsag til udskrivning af antibiotika og derfor antibiotikaresistens. Erfaring viser, at bakterier hurtigt udvikler resistens overfor eksisterende og nye antibiotikatyper og nye løsninger er derfor nødvendige.

En række virksomheder arbejder i øjeblikket på at udvikle alternative strategier til at forhindre og behandle urinvejsinfektioner, herunder immun-styrkende behandling, vacciner, og katetre som i mindre grad giver anledning til urinvejsinfektion hos blandt andet hospitalspatienter. Desværre er der mangel på modeller, som kan anvendes til at udvikle og teste den nye teknologi, før den anvendes i mennesker.

Forskere fra SDU og Københavns Universitet går i dette projekt sammen med fire virksomheder om at skabe en optimal platform til at udvikle og teste denne teknologi. Platformen er centreret på grisen som model for urinvejsinfektion, da dette dyr, præcis som mennesker, er naturligt modtagelig for denne infektion. I projektet vil modellen blive optimeret, og metoder til undersøgelse af effekten af vacciner, medicin, og medicinsk udstyr vil blive forbedret således, at de bedst mulige resultater kan opnås med færrest mulige dyr.

Forskerne forventer, at projektet kan bryde med årtiers fejlslagne forsøg på at udvikle effektiv medicin og vacciner mod urinvejsinfektion og dermed afhjælpe et betydeligt problem i samfundet, på hospitaler og på plejehjem, samt nedbringe udviklingen af antibiotikaresistens.

University and hospital PIs:

Thomas Emil Andersen (Professor, SDU), Louise Kruse Jensen (Professor, KU), Yaseelan Palarasah (Lektor, SDU), Kristian Stærk (OUH)

Company partners:

Coloplast A/S, GlyProVac, Litevax, Pronoxis

 

Bevilling:

6 millioner kr.


Mød forskeren

Lasse Bach Steffensen er lektor i enheden Kardiovaskulær & Renalforskning, Institut for Molekylær Medicin

Kontakt

Kontakt

Thomas Emil Andersen er professor tilknyttet Klinisk Mikrobiologisk Afdeling (OUH) og Forskningsenheden for Klinisk Mikrobiologi, Klinisk Institut (SDU).

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 05.09.2025