Anna Trier Heiberg Brix

Hvad er titlen på din afhandling?

Major Lower Extremity Amputations in Denmark – Trends and Outcomes from 2010 to 2021.

På hvilket institut og/eller i hvilken forskningsenhed har du skrevet din ph.d.?

Ortopædkirurgisk Forskningsenhed, Odense Universitetshospital og Klinisk institut, Syddansk Universitet.

Hvem var din hovedvejleder?

Professor Martin Lindberg-Larsen.

Hvilket spørgsmål ville du besvare med din afhandling?

Hvordan var udviklingen i amputationsniveau, dødelighed, re-operationer, indlæggelsestid og genindlæggelser efter større benamputationer i Danmark 2010–2021?

Hvad fandt du ud af?

I de studier der indgår i afhandlingen, fandt jeg ud af følgende:

• Andelen af lårbensamputationer er steget markant, hvilket betyder at vi ser en tendens mod et højere amputationsniveau i Danmark, når en patient skal amputeres første gang.
• Der er en væsentlig risiko for at blive opereret igen på det samme ben (reamputation). Amputationer gennem knæet og på skinnebenet gav størst risiko for ny amputation, og risikoen for at blive re-opereret har ikke ændres sig væsentligt siden 2010.
• Dødeligheden det første år efter en amputation er meget høj. Selvom dødeligheden er faldet lidt fra 2010 til 2021, er den stadig høj. For eksempel døde 22 % inden for 30 dage efter en lårbensamputation i 2021. I 2010 var det 27 %.
• Indlæggelsestiden faldt i perioden, men selvom patienterne var indlagt i kortere tid, blev flere genindlagt den første måned efter deres udskrivelse.

Hvordan gjorde du det?

Jeg har brugt data fra de Danske nationale sundhedsregistre. Afhandlingen blev baseret på 4 studier.

Hvordan kan din forskning bruges (i klinikken, samfundet etc.)?

Samlet set viser studierne i afhandlingen, at der er stort potentiale for at forbedre både behandlingen og livet efter amputation. Det er fortsat en udsat patientgruppe, med høj dødelighed, høj re-operations risiko, lang indlæggelsestid og høj genindlæggelsesprocent. Udviklingen siden 2010 har overordnet set været beskeden. På trods af at indlæggelsestiden og dødeligheden er faldet, fandt vi en stabil risiko for re-amputation og en stigende genindlæggelsesrate. For at kunne se fremad og forbedre dette, er vi nødt til at kende omfanget og udviklingen gennem nyere tid og det gør vi nu.

Et andet vigtigt fund er at flere amputationer bliver foretaget på et højere niveau, når en patient skal amputeres første gang. Det giver grund til at overveje, hvordan man bedst balancerer risikoen for en re-operation med ønsket om at bevare mest mulig funktion. Lårbensamputationer kan give færre re-operationer og kortere indlæggelser, men de hænger sammen med højere dødelighed og dårligere funktion. Derfor er der behov for at se på at valget af amputationsniveau sker ud fælles retningslinjer og beslutningsværktøjer for at hjælpe både kirurger og patienter, med at vælge det rigtige amputationsniveau første gang.

Sat i perspektiv er der mange muligheder for forbedringer for denne patientgruppe. En mulighed er at vi kan lære af andre patientgrupper, f.eks. ældre med hoftebrud, hvor en tværfaglig og struktureret behandling har givet bedre overlevelse og hurtigere genoptræning. Sådan en model kunne også hjælpe amputationspatienter med at få færre komplikationer og en lettere overgang til livet efter operationen. Desuden er der behov for mere viden om muligheder for optimering af operationsteknikken og den efterfølgende smertebehandling for at kunne optimere behandling og forløb.