Blokken som kulturkraft: ny bog udfordrer ghettodebatten

Fra stigmatisering til kultur

I den politiske debat bliver de almene boligområder ofte fremstillet som undtagelser og problemer, og der er i en årrække dokumenteret alvorlige udfordringer i dele af den almene boligsektor. Men for rigtig mange er blokken en helt almindelig boligform. Omkring en million danskere bor i en almen bolig, hvor man går på arbejde, sender børn i skole og lever hverdagsliv som alle andre.

Samtidig har boligområderne udviklet sig til en markant kulturel kraft. Haarder peger på Yahya Hassans digte som et afgørende gennembrud i nyere dansk litteratur og på rapmusikken som et udtryk, der er vokset ud af blokkene og siden er blevet mainstream.

- Blokkene er historisk centrale, fordi de udspringer af drømmen om det gode velfærdssamfund og viser, hvad der kan ske med sådan en drøm over tid, siger Haarder.

Fra drøm til mareridt og tilbage igen?

Historien om blokken er historien om velfærdssamfundets ambitioner og udfordringer. Haarder beskriver fire faser i litteraturen:

• Den hvide beton fra 1960’erne, hvor blokkene stod som symboler på modernitet og fremtidstro
• Den grå beton i 1970’erne, hvor socialrealismen tegnede et billede af tristesse og problemer
• Den brogede beton i 1990’erne, hvor migration og multikultur blev en del af fortællingen
• Og den sort-hvide beton i dag, hvor milliarddyre omdannelsesprojekter forsøger at skabe nye muligheder.

- Blokkene har altid været ladet med betydning: først som drømmen om det gode liv, senere blev de billedet på alt det, der gik galt. I dag er fortællingen mindre entydig. Der er masser af tekster, film og sange i dag, der udspiller sig i blokken, og den er blevet et kulturelt fænomen, der kan rumme mange forskellige betydninger, siger Haarder.

Når blokken bliver identitet

Hvor statistikken siger noget om etniciteter, kriminalitet og indkomst, har litteratur og musik givet blokken stemme på nye måder. Mange nyere fortællinger er selvbiografiske og handler om at bryde sociale mønstre, som i Morten Papes roman Planen. Andre, som Yahya Hassan, har gjort blokken til en del af den nationale samtale. 

I de senere år er især nye kvindelige forfattere kommet til med mindre dystre skildringer, hvor solidaritet og hverdagsliv spiller en større rolle. Samtidig har rap-kulturen med navne som Gilli, Sivas, Branco og Tessa vendt stigmatisering til status: det, der i romanerne er noget at flygte fra, bliver i musikken noget at være stolt af.

- Der er kommet en statusmarkør i at komme fra blokken, og faktisk også i at blive der. Hvor litteraturen næsten altid handler om at komme væk, og om mønsterbrydere, der bryder med deres sociale arv, gør rap det modsatte: Den vender blokken til noget, der er autentisk og ”real”, og noget man kan være stolt af, siger Haarder.

Mindre entydige fortællinger

Men i litteraturen har blokken ikke bare været et sted for brud og konflikter – også selve fortællingen om boligområderne har ændret sig. I de senere år er fortællingen om blokken blevet mindre ensartet. Hvor tidligere litteratur ofte kredsede om parallelkultur, kriminalitet og konflikter, fortalt gennem mandlige erfaringer, er nye stemmer kommet til med andre perspektiver.

Flere kvindelige forfattere, som Stine Askov, Liv Duvå og Sara Rahmeh, har skrevet om opvækst i boligområderne, hvor problemerne ikke forsvinder, men hvor hverdagsliv, fællesskab og solidaritet fylder mere.

- Det nye er ikke, at problemerne bliver skrevet ud af historien, for det gør de bestemt ikke, men at man også kan vokse op i blokken og få en nogenlunde udholdelig opvækst. For nogle er det en historie, der ligner mange andres, siger Jon Helt Haarder.

Samtidig har blokkens rolle som politisk symbol ændret sig. Hvor den tidligere stod som et tydeligt vandskel i udlændingedebatten, er betydningen i dag mindre entydig. Ifølge Haarder har det gjort blokken til en mere åben og også mere flertydig kulturel figur, hvilket kan ses i litteratur, film og musik, hvor boligområderne i dag kan rumme mange forskellige fortællinger.

Kan arkitektur løse sociale problemer?

Netop derfor advarer Haarder mod at tro, at blokkens betydning kan ændres alene gennem fysiske indgreb ovenfra. Ifølge Haarder er der en risiko for, at de omfattende omdannelsesprojekter i de almene boligområder gentager en gammel fejl: at man forsøger at løse sociale problemer med arkitektoniske greb.

- Hvis problemet er fattigdom, hjælper det ikke at rive de billige boliger ned og bygge nye, så nogle andre kan flytte ind. Så har man bare flyttet problemet et andet sted hen.

For Haarder kan de fysiske forandringer give pænere byrum, men de risikerer samtidig at fastholde blokkene som misvisende symboler, som om problemerne forsvinder, når de ikke længere står som synlige tegn på den ulighed, som velfærdsstaten aldrig helt fik bugt med.

En fælles historie og en mulig fremtid

For Haarder handler det derfor om mere end litteratur og boligpolitik – det handler om historien om, hvem vi er som samfund. 

Titlen Du danske ghetto er ifølge Haarder valgt for at insistere på, at blokken ikke er noget fremmed, men en del af Danmarks fælles historie. Ikke noget, man nødvendigvis skal holde af, men noget, man må tage alvorligt, hvis man vil forstå det moderne samfund.

- Man mister forståelsen for sin egen historie, hvis man afskærer sig fra den. Det her er vores fælles historie med alt det bøvl og alle de konflikter, der har fulgt med. 

- Titlen spiller jo på sangen “Du danske sommer, jeg elsker dig”. Man behøver ikke elske ghettoen, men man skal forstå den som en central del af det moderne Danmark. Ellers tror jeg, man tager fejl af, hvad samfundet også er, og selvfølgelig hvad blokken er for et fænomen, siger Haarder.

For Haarder peger boligområderne både bagud og fremad. I unges sprog, musik og kulturelle referencer er forbindelsen til blokken allerede tydelig. På den måde kan boligområderne, og den poesi og litteratur, der udspringer derfra, også ses som en fortælling om fremtiden – en fremtid, der er mere kulturelt sammensat, mere blandet og fyldt med både udfordringer og muligheder.