
Isdæmontårer og mørkemagtdetektor-eliksirer
Med FKF på Harry Potter festival
I efterårsferien blev Odense centrum på magisk vis omdannet til et rent eventyr, da den årlige Harry Potter festival løb af stablen. Festivalen startede i 2002 og har de sidste 15 år haft formålet at formidle J. K. Rowlings fantastiske univers for børn og voksne.
Festivalen var som altid en stor succes, og omkring 12-13.000 troldmænd, hekse og almene mugglere var forbi for at prøve nogle af de mange forskellige aktiviteter. Det var bl.a. muligt at komme på en tur med Hogwartsekspressen eller følge med i den internationale Quidditch-turnering, og trætte forældre kunne komme forbi den Utætte Kedel og få en ingefærøl.
Et af de faste indslag på festivalen er Professor Snapes Eliksirværksted hvor fremtidige eliksir-hekse og troldmænd kunne øve sig i at fremstille magiske eliksirer. Eliksirværkstedet, der for andet år i træk befandt sig i den dunkle kælder på Odense Adelige Jomfrukloster, var arrangeret af Institut for Fysik, Kemi og Farmaci, der kunne levere underholdning fra både den fysiske og den kemiske verden.
De eliksirkyndige fra FKF kunne bl.a. hjælpe med at fremstille mørkevæsen-detektorer og magisk fordelings-eliksir så både børn og voksne kunne blive godt fordelt på et af de fire kollegier på Hogwarts. Ud over de eliksirkyndige kemikere, havde fysikerne medbragt massive mængder tøris og flydende nitrogen til at omdanne kælderen på Odense Adelige Jomfrukloster til et ægte science show.
I løbet af festivalen nåede 2500 børn og voksne at besøge Professor Snapes Eliksirværksted og se eliksirerne boble lystigt og nyde den flotte udstilling i kælderen på Odense Adelige Jomfrukloster. Hele affæren bliver gentaget næste år i efterårsferien. Så sæt allerede nu kryds i kalenderen, og find din indre eliksirbrygger frem. Kom ned og besøg de studerende og ansatte fra FKF til en omgang eliksirbrygning og magi.