Skip to main content
DA / EN
Kvindernes kampdag

Hvad kan nutidens litteratur fortælle os om kvindeliv anno 2020’erne?

Et væld af forfattere forsøger i disse år at skrive nutidens kvindelivserfaringer ind i litteraturhistorien. Men hvad fortæller værkerne os om det at være kvinde i dag, og hvorfor alle disse udgivelser netop nu? Vi har spurgt litteraturforsker på SDU Camilla Schwartz.

Af Sofie Sørensen, , 08-03-2023

Hvad kendetegner de mange nye litterære udgivelser om kvindeliv?

Det mest kendetegnende må være diversiteten i de værker, der bliver udgivet om kvindeliv. Vi møder både unge kvinder, midaldrende kvinder og ældre kvinder, og vi ser flere fortællinger, der handler om ikke helt at føle sig som kvinde – at føle sig forkert som kvinde eller føle sig mellem køn eller som et andet køn end det biologiske køn. 

Noget af det, jeg finder spændende, er, at vi ser så mange forskellige strømninger og så mange forskellige fortolkninger af kvindeliv. De er alle fortællinger, der på forskellige måder udfordrer vores gængse kulturelle fortolkninger af, hvordan et kvindeliv bør udfolde sig, samt hvordan det bør føles at være kvinde i forskellige stadier i livet.

Vi ser for eksempel nyfortolkninger af heksefiguren og nonnefiguren, vrede – og i samfundets øjne - utilpassede mødre, og vi ser  liderlige, ældre kvinder og unge piger, der ikke gider blive voksne. 


Hvordan skildres kvindelivet i denne nye litteratur?

Hvis jeg skal vælge et enkelt dominerende motiv i den danske samtidslitteratur de sidste fem år, vil det unægteligt være litteratur om moderskab. Det gælder særligt litteratur, som retter sig mod beskrivelser af graviditet og moderskab.

Der udgives mange genremæssigt forskellige værker, men alle beskæftiger de sig med den radikale og ofte decideret brutale omvæltning, graviditet og moderskab er i en kvindes liv.

De beskæftiger sig også med forbindelser mellem moderskab og feminisme, da afsættet for at skrive om moderskab også tager form som forsøg på og opråb efter at få omkalfatret eller i hvert fald nuanceret det kulturelle billede af den rene, altopofrende modergudinde, som ingen kan eller vil være. 

Centrale, nyere værker om moderskab ifølge litteraturforskeren:

  • Mor af Maja Lucas (2016)
  • Æg af Shekufe Tadayoni Heiberg (2017)
  • Til min søster af Dy Plambeck (2019)
  • Mit barn af Cecile Lind (2019)
  • Mit arbejde af Olga Ravn (2020)
  • Meter i sekundet af Stine Pilgaard(2020)
  • Alt det kunne du få af Josefine Klougart (2021)
  • Vågent af Mirian Due (2021)

I samtidens moderskabslitteratur handler det derfor helt konkret om at mærke, vise og anerkende den uskønne og smadrede fødselskrop og ikke mindst tåle de negative følelser, som også er forbundet med det at blive mor.

I de sidste par år har vi i lyset af netop moderskabslitteraturen også set fortællinger om barnløshed - i særdeleshed ufrivillig barnløshed for eksempel i Sult af Tina Høeg, men også fortællinger om frivillig barnløshed eller barnfrihed.

Det sidste behandles hos den norske forfatter Linn Strømsborg i Aldrig, Aldrig, Aldrig og hos Amalie Langballe i Forsvindingsnumre, og begge værker er interessante, fordi vi simpelthen savner fortællinger om kvinder, der viser, dels hvor svært det er at blive accepteret som barnfri kvinde i en kultur, der så stærkt og normativt forbinder kvindeliv og moderskab, og dels viser, hvordan et kvindeliv uden børn kan udfolde sig. 

På samme måde ser vi i dag en snigende interesse for at skildre kvindeliv, som adskiller sig fra normen, herunder for eksempel kvinder der af forskellige årsager frivilligt lever et helt liv eller dele af deres liv alene. 


Hvordan adskiller de nye litterære skildringer af kvindelivet sig fra tidligere tiders litteratur om selvsamme?

Det er faktisk svært at svare på, fordi mange af de her motiver faktisk også bliver tematiseret op igennem litteraturhistorien, men kvindelige forfattere har generelt ikke fået den samme opmærksomhed som mandlige forfattere, og derfor har vi glemt mange af de kvindelige forfattere , som simpelthen er røget ud af kanon. 

Vi ser nyfortolkninger af heksefiguren og nonnefiguren, vrede - og i samfundets øjne - utilpassede mødre, og vi ser liderlige, ældre kvinder og unge piger, der ikke gider blive voksne

Camilla Schwartz, lektor

En anden tendens, vi ser i samtidslitteraturen, er derfor, at kvindelige forfattere går tilbage i litteraturhistorien og ”bruger” eller fremhæver deres forgangskvinder.

Det kan både være direkte ved at citere dem som i Olga Ravns Mit arbejde, dte kan også være at skrive deres biografier og erfaringer ind i værkerne eller via det, der hedder exofiktiongenren, hvor historiske kvinder af forfattere sættes i en fiktionsramme, det kunne for eksempel være  Eva Tind i Kvinden der samlede verden

Vi ser i øjeblikket også mange nyoversættelser og genudgivelser af værker af kvindelige forfattere og filosoffer op igennem litteratur og filosofihistorien og mange af disse er initieret af kvindelige forfattere. For eksempel genudgivelser af Tove Ditlevsen, Colette Peignot, Simone de Beauvoir, Simone Weil og Joan Didion. 

Nutidens kvindelige forfattere er derfor ikke kun interesseret i, hvordan det er at være kvinde i dag, men også i, hvordan kvinder kan skabe erfaringsdannelse og fællesskaber på tværs af historien. 


Hvad kan værkerne fortælle os om det at være kvinde anno 2020’erne?

Værkerne giver et indblik i hvilke kønspolitiske kampe, der er i spil i dag for eksempel i forhold til kønsdiversitet, moderskab og sexpositivisme – og ikke mindst spørgsmål omkring, hvilken rolle klasse og race spiller for feminismen både i dag og i et historisk blik.  

Når værkerne på denne måde inkluderer kvinder op igennem litteraturhistorien og kulturhistorien og lader dem komme til orde, appellerer de også meget stærkt til at også at inkludere læserne i dette ”søsterskab”. Den kvindelige læser kan måske genkende sig selv i værkerne og føle sig set og beslægtet. Men hun kan måske også føle sig udenfor.

Ser man på litteraturen samlet set, fortæller den os med et hav af forskellige stemmer, at der i dag ikke er en facitliste til det at være kvinde, ligesom der ikke er en facitliste til, hvordan man skriver feministisk litteratur.

Hvorfor ser vi denne bølge indenfor litteraturen netop nu?

Det er svært at svare på, hvorfor denne tendens dukker op lige nu, men det er klart, at #MeToo-bevægelsen har skabt øget fokus på feministiske spørgsmål, og at øget ligestilling generelt i vores kultur har synliggjort hvilke mangler, der stadig er på ligestillingsområdet. 

Det gælder blandt andet de mere indgroede forestillinger om, hvordan kvinder bør agere seksuelt, hvordan kvinder bør gå klædt rettidigt i forhold til for eksempel køn, klasse, race og alder, og hvordan kvinder for eksempel bør føle eller agere som mødre eller barnløse.

Vi ser samtidig generelt i vores kultur en meget stærk påvirkning fra 1970erne, og mange af andengenerationsfeminismens ideer er genopstået i dag, for eksempel mere fokus på kollektivisme, klassekamp og klimabevidsthed.


Mød forskeren

Camilla Schwartz er lektor ved Institut for Sprog, Kultur, Historie og Kommunikation på Syddansk Universitet. Hun forsker blandt andet i litterære studier af moderskab, barnfri kvinder samt queer og kinshipstudier. Hun skriver i øjeblikket på en bog om barnfri kvinder i litteraturhistorien.

KONTAKT

Redaktionen afsluttet: 08.03.2023