Litteraturen skildrer et omsorgsfattigt velfærdssamfund
Den nyere litteratur skildrer ofte et velfærdssystem, der efterlader den enkelte i en søgen efter omsorg. Værkerne er vigtig læsning, for ifølge litteraturprofessor Anne Marie Mai er litteraturen en seismograf over vores samfund, som kan føre til både ny forståelse og politiske forandringer.
Man skal ikke læse længe i landets aviser og dagblade for at forstå, at vores samfund befinder sig i en omsorgskrise. Der mangler varme hænder i ældreplejen, i daginstitutionerne, på sygehusene. Psykiatrien oplever alt for lange ventelister, og mistrivslen blandt landets børn og unge er stor.
Og dykker man ned i de seneste års skønlitterære udgivelser, kredser de ofte på hver deres måde om et centralt spørgsmål, nemlig: hvor er der omsorg? Findes den i velfærdssystemet? Det fortæller Anne Marie Mai, professor i nordisk litteratur på SDU.
Ifølge hende viser litteraturen en erfaring i nutiden af som enkeltmenneske at stå meget alene i mødet med velfærdsstaten.
5 nutidige værker på jagt efter omsorg
- Mit arbejde af Olga Ravn fortæller om, hvilken stor omvæltning det er at blive mor, og hvor svært det er at klare alle de fysiske og psykiske forandringer og opleve, at man bliver mere og mere sårbar og har brug for en omsorg, som ikke er for hånden.
- Mit barn af Cecilie Lind skildrer en ung, sårbar kvinde, der overvældes af fødslen af sit barn og ender i en krise, der kræver støtte og hjælp ikke blot fra hendes nærmeste, men også fra det offentlige.
- Ungeenheden af Fine Gråbøl omhandler en ung kvinde med psykiske problemer, der ender i et botilbud for unge, hvor hun kæmper med at holde fast i sig selv som menneske. Indimellem føler hun, at hun er ved at blive et med møblerne og tapetet.
- Gennem natten, gennem vinden af Maja Lucas skildrer en ung, enlig mor og hendes konfliktfyldte forhold til det offentlige. Hun kæmper for at beholde sig barn hos sig, og fortællingen viser, hvordan hun svarer kontant igen, når hun bliver talt ned til. Omsorgen for hende virker hyklerisk.
- Personfølsomme oplysninger af Klaus Lynggaard skildrer en midaldrende kræftpatient, der ikke forstår et muk af, hvad lægen siger til ham, men som gennem mødet med sygeplejerskernes omsorg begynder at komme til sig selv.
Kilde: Anne Marie Mai
- Man kommer ene kvinde, ene mand møder en læge, hvis sprog man måske ikke forstår, en behandler, der ikke ser ens særlige sårbarhed, og man går ofte derfra og føler sig overladt til sig selv. Det skaber en længsel og en søgen efter omsorg, som skildres i værkerne. Siger hun og forsætter:
- Vi oplever et velfærdssystem, som er beregnet til at hjælpe, men som er enormt overvældende for det enkelte menneske, og som undertiden er direkte sølle og har store mangler.
Blikket på den enkelte
Da barnet kom, var der ingen tid til at komme sig. Der kom ingen tid, hvor jeg kunne komme mig fra barnet. Man bløder fra store sår og skal passe et dyr, der skriger. Det trækker i syningerne, mens man går rundt om natten. Der er ingen ro til at komme sig. Livet blot fortsætter i et højere tempo. Barnets ankomst var ødelæggende, og siden har der ikke været et øjeblik til at samle styrke, ud af denne mangel opstod Anna.
Sådan skriver forfatter Olga Ravn i bogen Mit arbejde fra 2020, der skildrer en ung mor, der som gravid og fødende møder et fortravlet velfærdssystem, der hverken kan se eller rumme hendes følelser og sårbarhed. Værket er ifølge Anne Marie Mai et helt centralt værk i nutidens velfærdslitteratur.
- Det er meget karakteristisk for nutidens litteratur, at blikket er på den enkelte. Det er den enkeltes historie. Den enkeltes møde med systemet. Den enkeltes søgen efter omsorg, siger hun.
- Selv om Mit arbejde påpeger nogle generelle problematikker omkring det at være gravid og fødende i Danmark, ser vi dem som et personligt og individuelt anliggende. Man kan blot lægge mærke til titlen. Det er mit arbejde med at føde barnet, min problematik.
Litteratur kan skabe politisk forandring
Mit arbejde er ikke alene et centralt værk i nutidens litteratur, fordi det viser, hvordan litteraturen har blikket på den enkelte, men også fordi, det er det seneste eksempel på et stykke litteratur, der har ført til direkte politisk forandring.
- Det særlige ved værket er, at Olga Ravns skildring af nogle centrale problematikker i systemet faktisk var med til at skabe en politisk forandring, der kommer alle gravide og fødende til gode i samfundet.
Anne Marie Mai henviser til den offentlige debat omkring forholdene for særligt førstegangsfødende, der opstod i kølvandet på Olga Ravns udgivelse, og som førte til beslutning om at give nye rettigheder til gravide og fødende i Danmark.
”Nutidens litteratur viser, at i mødet med velfærdssamfundet står mennesket meget alene
- Olga Ravns bog viste, hvordan litteratur både kan skabe forandring og skabe kontakt og samtale mellem læsere. Mit arbejde demonstrerede, at litteraturen kan blive et vigtigt mellemværende mellem læsere, forfattere og den omverden, der skildres, understreger Anne Marie Mai.
Mit arbejde er blot det seneste eksempel på litteraturens samfundsengagement. Litteraturens kritik har altid rummet visioner og drømme om et bedre samfund. Det kunne være drømmen om bedre forhold eller en vision om at få løst sociale problemer, forklarer Anne Marie Mai.
- Der er en lang forhistorie for litteraturens engagement og sociale indignation, og ser man på litteraturen fra det moderne gennembrud i 1870 og frem til i dag, finder vi både kritikken, visionen og drømmen om et bedre samfund, siger hun.
Debatten om 'Mit arbejde'
- Olga Ravns beretning om den fødendes angst og følelse af at være ene med mange problemer og opleve en voksende sårbarhed, vakte genklang hos mange læsere og skabte stor offentlig debat omkring forholdene for særligt førstegangsfødende.
- Bogen hurtigt med i bibliotekernes læsetasker, der kunne bestilles af læsekredse rundt om i landet, og diskussioner om værket blev startet i bogklubber, på de sociale medier, i magasiner og på dagbladenes debatsider.
- Debatten voksede, og der blev stillet borgerforslag til Folketingsbeslutning om at forbedre vilkår for fødende, og sundhedsminister Magnus Heunicke lovede nye rettigheder til gravide og fødende.
- I maj 2022 fik førstegangsfødende kvinder ret til todages ophold på barselsafdelingen efter fødslen og det blev besluttet at ansætte flere jordemødre.
Kilde: Anne Marie Mai i ’Har litteraturen været velfærdsstatens kritiker?’, i Litteratur, konst och politik i välfärdsstatens Sverige, red. Jon Helgasson m.fl. Kungliga Vitterhetsakademiens Skriftserie, publiceres foråret 2023.
Lige siden det moderne gennembrud kan man finde eksempler på litteratur, der har forandret vores samfund. Det ses blandt andet hos en forfatter som Jeppe Aakjær, der i sin roman Vredens børn (1904) skildrede, hvordan tjenestefolk og fattige løsarbejdere på landet levede under horrible forhold.
Vredens Børn fik direkte politisk betydning, da den resulterede i, at der blev nedsat en Kommission for Tyende, som skulle forbedre forholdene.
-Litteraturen har altid taget fat i de store samfundsproblemer, og den har også turdet drømme om, at livet burde være anderledes, siger Anne Marie Mai og uddyber:
- Det ser vi i Ditte Menneskebarn (1917-1921) af Martin Andersen Nexø, hvor læseren bliver berørt og forarget over den uretfærdighed og elendighed, som Ditte udsættes for. Og senere får vi en forfatter som Tove Ditlevsen, der blandt andet fortæller om arbejderpigen og hendes drømme om et bedre liv.
Litteraturen som seismograf
Litteraturen har ifølge Anne Marie Mai en evne til at kile sig ind i vores bevidsthed, og derfor har den haft og har forsat stor betydning i forståelsen af og diskussionen omkring velfærdssamfundet.
- Litteraturen har altid været der som en art seismograf for forandringer og forskydninger i velfærdsstaten og peget på, hvor den svigter og kommer i krise, siger Anne Marie Mai.
Tilbage i 1960’erne og 70’erne skildrede datidens forfattere velfærdsstatens nye steder og rum: Boligkvarteret, boligkareen, parcelhuskvarteret, de nye velrenoverede lejligheder med toilet og bad, kernefamilien.
”Litteraturen har altid taget fat i de store samfundsproblemer, og den har også turde drømme om, at livet kunne være anderledes
Her begyndte forfatterne at skildre velfærdsstatens nye landskaber og fællesskaber, men de stillede også kritiske spørgsmål til det nye velfærdsliv.
Forfatterne fortalte om kvarterer, der lå øde hen hele dagen, om familierne, som kom dødtrætte hjem om aftenen til en hund, der havde ventet hele dagen, og om haverne, familierne lukkede sig inde i. Ideen om at indfri alle drømme om hus, familie og hund fra 16-18.
Var det virkelig det liv, de mennesker, der flyttede ind i parcelhusene, drømte om? Det stillede nogle af datidens forfattere spørgsmålstegn ved, fortæller Anne Marie Mai.
Kritisk velfærdslitteratur gennem tiden
1870’erne og frem: Allerede tilbage ved det moderne gennembrud i 1870 skildrede forfattere som Jeppe Aakjær, Martin Andersen Nexø, Thit Jensen og Marie Bregendahl nogen af datidens sociale problematikker, og igennem deres litteratur var de med til at skabe forandringer i samfundet. Blandt andet gennem værker som Vredens børn,Jens Vejmand og Ditte Menneskebarn.
1920’erne og frem: En forfatter som Tove Ditlevsen formåede med hendes skildringer af en arbejderopvækst på Vesterbro i 1920’erne og 30’erne at skabe en bred forståelse i samfundet af de liv, der blev levet der. Blandt andet gennem værket Barndommens gade.
1960’erne og frem: Tilbage i 1960’erne og 70’erne var det særligt forfattere som Anders Bodelsen, Klaus Rifbjerg og Tage Skov Hansen, der gennem deres litteratur viste os de nye steder og rum, velfærdsstaten skabte, men de stillede også kritiske spørgsmål til de liv, der her blev levet. Blandt andet gennem værkerne Drivhuset, Anna, (jeg), Anna og Tredje halvleg.
- Litteraturen skildrer på det tidspunkt mennesker, der lever ”det gode liv”, men for hvem det viser sig, at ”det gode liv” måske ikke er godt. Både psykisk og socialt er der mange problemer i det nye velfærdsliv, siger Anne Marie Mai og uddyber:
- Der er så meget man må undertrykke i sig selv. Drømme, længsler, vilde planer. Man må rette ind og tilpasse sig samfundets indretning, og datidens forfattere viste konsekvenserne af det nye liv, fortæller hun.
Skildringen af ”det gode velfærdsliv” skete i en tid, hvor den materielle fremgang var stor, men hvor det sjælelige, åndelige og psykiske havde svært ved at følge med. Det gav vanskeligheder for den enkelte. En vanskelighed som flere af datidens politikere var opmærksomme på, fortæller Anne Marie Mai.
”Litteraturen har altid været der som en art seismograf for forandringer og forskydninger af velfærdsstaten og for dens problematikker
Derfor indførte datidens politikere, som en af de sidste love i rækken af velfærdslove, Loven om Statens Kunstfond.
- Et bredt politisk flertal var dengang bevidste om, at samfundet havde brug for kunsten, fordi den kunne give mennesker et kritisk blik på sig selv og samtiden og vise drømmen, det ubevidste, kroppen og seksualitetens realiteter, siger hun og uddyber:
- Kunsten var simpelthen nødvendig, hvis ikke det nye liv skulle gå op i materiel rigdom og menneskene blive åndeligt forarmede, siger hun.
Litteraturens rolle i samfundet
I kølvandet på indførelsen af Statens Kunstfond fulgte en diskussion om litteraturens opgave. Skulle litteraturen være statens kritiker af samfundet eller skulle den være samfundets kritiker af staten?
- Igennem tiden har litteraturen været begge dele, men særlig den nyere litteratur har sin politiske brod i at vise den enkeltes sårbarhed i mødet med systemet. Her er det samfundets stemmer, der kommer til orde med en kritik af statslige systemer, siger Anne Marie Mai.
”Ser man på litteraturen fra det moderne gennembrud i 1870 og frem til i dag, finder vi både kritikken, visionen og drømmen om et bedre samfund
Ifølge Anne Marie Mai burde politikere derfor læse den nyere velfærdslitteratur.
-For litteraturen har en særlig lydhørhed over for de menneskelige erfaringer. Litteraturen reagerer. Den indfanger temaer og problemer på måder, den offentlige debat ikke kan, fordi den når et spadestik dybere, siger hun.
- Derfor kan litteraturen også være med til at skabe politisk forandring og nye forståelser, og derfor er den altid værd at beskæftige sig med, understreger hun.
Mød forskeren
Anne Marie Mai er professor i nordisk litteratur ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet. Hun har bl.a. forsket i velfærdsstatens nordiske litteratur og forfatterroller, ny dansk litteratur, nordisk kvindelitteraturhistorie og narrativ medicin.