Vibrationsdemorum
Vores vibrationsdemorum er udstyret til eksperimentel og driftsmæssig vibrationstest og understøtter forskning i strukturdynamik og overvågning.
Vibrationsdemorummet omfatter følgende udstyr og faciliteter:
- Sensorer: Accelerometre, strain gauges, kraftmålere og geofoner til præcise målinger
- Excitationsudstyr: Elektromagnetiske shakere og slaghamre til kontrolleret dynamisk belastning
- Dataopsamling: Bærbare og højtydende systemer til signalopsamling og analyse i realtid
- Undervisningslokale: Med whiteboard og audiovisuelt udstyr.
Vores faciliteter muliggør praktiske demonstrationer, validering af algoritmer og avancerede test under kontrollerede laboratorieforhold eller under virkelige driftsforhold.

Figur 1: Vibrationsdemorummet har førende sensorer og dataopsamlingssystemer til eksperimentel og driftsmæssig vibrationstest
Figur 2: I vibrationsdemorummet lærer vi vores kandidatstuderende at udføre eksperimentel og driftsmæssig vibrationstest med førende udstyr og avancerede dataanalysemetoder.
Laboratorium for maskindynamik
Laboratoriet fokuserer på diagnostik af roterende maskineri. Det råder over en SpectraQuest Wind Turbine Drivetrain Diagnostics Simulator (DDS), der er designet til udvikling og validering af vibrationsbaserede algoritmer til tilstandsovervågning af lejer og tandhjul.
Vores DDS-platform har:
- Styrbar hastighed og belastning: Gør det muligt at genskabe realistiske driftsscenarier.
- To-trins hastighedsreduktion: Med et parallelakslet gear og et planetgear, der efterligner konfigurationen i konventionelle vindmølletransmissioner.
- Udskiftelige tandhjul og lejer: Gør det muligt at indføre typiske skader i lejer (inderring, yderring, kugle, kombineret) og tandhjul (manglende eller afslået tand, revne i tandroden, overfladeslid).
- Højfrekvente accelerationsmålinger og omdrejningstællersignaler fordelt på flere kritiske placeringer.
Faciliteten understøtter forskning i tilstandsovervågning, fejldetektionog forudsigende vedligehold af vindenergisystemer og andet roterende maskineri.

SpectraQuest Wind Turbine Drivetrain Diagnostics Simulator med ekstra instrumentering til vibrationsbaseret tilstandsovervågning