Skip to main content

Besøg hos Zirocco

Fredag den 4. december besøgte en håndfuld CIM-forskere virksomheden Zirocco. Virksomheden kombinerer gasturbiner med software og smartteknologi til at fremstille, hvad vi populært kunne kalde ”kæmpe hårtørrere” til at fjerne al fugt på overflader. Teknologien bruges f.eks. af vejarbejdere, som ved hjælp af ’Zirocco-M100 Jet Dryer’ kan asfaltere selv på dage, hvor regnen står ned i stænger.

Direktør Brian Ellegaard Andersen viste rundt i produktionen, hvilket åbnede op for flere spændende og faglige diskussioner, da forskerne med produkterne i hånden lod ideer til forbedringer få frit løb.

Styrken bag konceptet ’CIM on Tour’ er netop, at CIM’s ingeniører og forskere får fingrene ned i materien. Brian Ellegaard Andersen var da også begejstret for besøget.

”Når vi står og vender og drejer en komponent i hænderne, åbner det op for for ufiltreret og direkte drøftelser af mulighederne, som er den bedste basis for at sætte eventuelle samarbejdsprojekter op. Den uformelle form er ligeledes langt hurtigere og interessant for små virksomheder, der skal kunne agere hurtigt og professionelt i forhold til markedsbehov.”

Brian Ellegaard Andersen understreger endvidere, at et besøg som dette det er en rigtig god vej til at skabe samhørighed mellem industrien og den akademiske verden, samt til at skabe en basis for kommende praktikpladser for de studerende.

”Det er ligeledes vigtigt, at kompetente forskere involveres i dialogen helt fra starten, så kvaliteten af f.eks. studenterprojekter bliver supporteret med rette indsats. Vi har faktisk oplevet vigtigheden af dette i tidligere projekter. Det er også afgørende for, at man på en eller anden måde kan føle, om der er fælles interesser og muligheder. Jo mere konkret man kan være i starten, jo større chance er der for succes. Så dette koncept er helt sikkert værdsat.”

Er der kommet nogle helt konkrete planer om studenter- eller forskningsprojekter ud af besøget?

”Absolut, idet det efterfølgende er blevet drøftet med relevante medarbejdere. Der er således behov for udvikling inden for sensor/støjdetektering og -optagelse, men også i forhold til datatransmission og selve konstruktionen af vores maskiner.”

Sidst opdateret: 22.03.2021