Er du i arbejde?
Du kan også læse denne uddannelse som erhvervskandidat. Uddannelsen er gratis.
Læs om Pædagogik som erhvervskandidat her.
Deltidskandidatuddannelsen i Pædagogik
Sådan er undervisningen tilrettelagt
Deltidskandidatuddannelsen i Pædagogik er tilrettelagt som en fireårig fleksibel onlineuddannelse, hvilket betyder, at langt størstedelen af undervisningen foregår online, og 4-5 gange pr. semester mødes man til fysisk undervisning i Odense. Undervisningen foregår digitalt 1-2 gange om ugen fra kl. 17-20, og arbejdsmængden er tilpasset, så du har mulighed for at passe dit job i dagtimerne. Undervisningen er placeret i perioden mellem 1. september-1. december og igen fra 1. februar til 1. juni. Eksamen ligger typisk i januar samt i slutningen af maj eller juni.
Typisk forløber undervisningen på den måde, at underviseren holder oplæg og gennemgår emner og tekster. Undervejs vil der være mulighed for at stille spørgsmål. Der vil ligeledes typisk under hver undervisningsgang være gruppearbejde med cases, tekster eller spørgsmål, som foregår i digitale rum i studiegrupper. Den digitale undervisningsform gør, at du fleksibelt kan passe dit arbejde, samtidig med at du gennemfører en kandidatuddannelse. Har du ikke mulighed for at deltage, når der er undervisning, vil tekster, undervisningsmateriale og slides være tilgængelige. Man kan ikke forvente, at forelæsninger bliver optaget.
Uddannelsens indhold
På første år får du indsigt i, hvordan velfærdsprofessionerne har udviklet sig, samt hvilke aktuelle udfordringer, de pædagogiske professioner står over for. Du får desuden indblik i, hvordan den samfundsmæssige udvikling har påvirket den pædagogiske sektor og uddannelsesverdenen. Hvorfor reformeres den pædagogiske sektor konstant? Endelig stifter du bekendtskab med aktuelle retninger og traditioner inden for den pædagogiske forskning.
På andet år får du grundlæggende indsigt i emner som læring og viden. Hvordan indgår dette i pædagogisk arbejde, og hvordan kan du bruge denne viden som afsæt for udvikling af det pædagogiske arbejde.
På tredje år opnår du grundlæggende og konkrete erfaringer med forskningsteori og metode samt forsøgs- og udviklingsarbejde. Du får desuden mulighed for at fordybe dig i et aktuelt valgfag f.eks. ledelse af projekter i organisationer eller valgfag udbudt af andre studier og som er forhåndsgodkendt af Studienævnet.
Fjerde år er afsat til specialet. Her får du mulighed for at fordybe dig i et emne inden for det pædagogiske område og anvende videnskabelig metode under kyndig vejledning.
I løbet af studiet møder du anerkendte forskere, som alle arbejder med den pædagogiske forskning og udvikling. Studiet forsøger at kombinere forholdet mellem teori og praksis. I de enkelte fag har du gennem opgaver og øvelser mulighed for at fordybe dig i emner, som er relevante og vedkommende for dig og din praksis.
3 gode grunde...
- Der er stort behov for akademikere med pædagogiske færdigheder, både i den offentlige og den private sektor.
- Du tilegner dig en bred række færdigheder, der sammenkobler både teori og praksis.
- Du har mulighed for at tone din faglige profil via bl.a. opgaveemner og valg undervejs osv.