Hvis jeg ikke var kommet til Odense, var jeg nok aldrig endt med at starte en robotvirksomhed
Tijmen Spiertz er kandidat i Business, Language and Culture (cand.negot) og i dag CEO og medstifter af robotvirksomheden ROICO, hvor han arbejder med at udvikle robotløsninger til malerarbejde i byggebranchen.
”Jeg har taget min kandidatuddannelse i cand.negot. på SDU med specialisering i International Market Relations. Før det læste jeg en bachelor i International Business and Management Studies i Holland. Jeg vidste efter min bacheloruddannelse, at jeg gerne ville videreuddanne mig, men jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle ende i en robotvirksomhed. Det var først, da jeg flyttede til Odense, at jeg blev introduceret til robotmiljøet, og den verden åbnede sig for mig.
Noget af det, der har haft størst betydning for, at jeg var med til at starte en robotvirksomhed, var mødet med andre studerende fra tekniske og robotrelaterede uddannelser. Jeg mødte min ene medstifter allerede den første dag på studiet, og kort tid efter kom flere til gennem studiemiljøet og det internationale netværk omkring SDU. Hvis jeg ikke havde været i Odense, var jeg sandsynligvis aldrig blevet en del af en robotstartup.
”Ideen til vores virksomhed, opstod under studiet. Vi deltog i SDU’s iværksætterprogram, og langsomt tog virksomheden form.
Ideen til vores virksomhed opstod under studiet. Vi skulle selv male en lejlighed ved fraflytning. Det var mere tidskrævende og fysisk hårdt, end vi havde forventet. Det fik os til at tænke: Hvis det er hårdt for os i én weekend, hvordan er det så for dem, der gør det hver dag? Det blev startskuddet til at undersøge markedet, tale med malere, producenter og byggevirksomheder og udvikle de første tekniske idéer. Vi deltog i SDU’s iværksætterprogram, og langsomt tog virksomheden form.
I dag er vi tre medstiftere, og jeg er CEO. Mine medstiftere er robotingeniører, mens jeg bidrager med forretningsforståelse. Min hverdag er meget varieret: Jeg arbejder med partnerskaber, fundingansøgninger, økonomi og relationer, men er også ude på byggepladser med robotten. Ingen dage er ens.
Jeg bruger meget af det, jeg lærte på studiet, især samarbejde på tværs af kulturer, opbygning af relationer og arbejdet med markedsanalyse og økonomi. Vi er et internationalt team, og jeg arbejder dagligt med at navigere mellem forskellige fagligheder og kulturer. Derudover bruger jeg metoder til markedsanalyse, budgettering og skriftlig formidling.
Det, der motiverer mig mest, er muligheden for at gøre en reel forskel for dem, der arbejder i branchen. Vores mål er ikke at erstatte mennesker, men at udvikle teknologi, der støtter og aflaster dem. Det er en krævende proces at bygge en virksomhed op, men også utroligt givende.”
Tijmens vej til jobbet
Tijmen har:
- en bacheloruddannelse i International Business and Management Studies (Arnhem Business School, Holland)
- en kandidatuddannelse i Cand.negot. – Business, Language and Culture (Syddansk Universitet)
Tijmens karrierevej er formet af både faglige og personlige interesser og de valg, han har truffet undervejs i studietiden. Hvad bliver mon din vej?