Skip to main content
DA / EN

Supply Chain Digitalization-uddannelse flyvende fra start

Den nye uddannelse i Supply Chain Digitalization på SDU Sønderborg er kommet langt bedre fra land end forventet. Samtidig har centret bag uddannelsen tiltrukket højt profilerede forskere fra udlandet, og det styrker både forskning, undervisning og samarbejdet med industrien.

Af Sune Holst, , 21-10-2025

Da kandidaten i Supply Chain Digitalization blev planlagt, lød målsætningen på 15 studerende i det første år. Men interessen har overgået alle forventninger: 21 studerende er begyndt på programmet i Sønderborg, hvor digitalisering og bæredygtighed mødes i én af industriens mest efterspurgte discipliner.

“Vi er kommet rigtig stærkt fra start,” siger Elias Ribeiro da Silva, lektor ved Institut for Teknologi og Innovation og programansvarlig for masteren.

“Det fortæller os, at behovet for digitale kompetencer i forsyningskæder er massivt – og at både studerende og virksomheder ser relevansen med det samme.”

Internationale forskere sætter retningen

Uddannelsen er forankret i Center for Supply Chain Digitalization, som samtidig har gennemført en markant international oprustning.

Tre nye forskere er allerede ansat – fra Sverige, Canada og én internt fra SDU – mens yderligere to er på vej. De nye kræfter skal styrke forskning og undervisning i alt fra AI og simulation til bæredygtige forsyningskæder og data governance.

“Vi har samlet et hold, der kombinerer teknologisk indsigt med erfaring fra virkelige produktionsmiljøer,” siger Elias Ribeiro da Silva.

“Det betyder, at vores studerende arbejder med de samme udfordringer, som virksomhederne står med lige nu.”

Tættere bånd til industrien

De første samarbejder med virksomheder er allerede i gang. Lokale aktører har meldt sig med cases, som bliver en del af undervisningen, og flere repræsentanter fra danske virksomheder bringer praktisk erfaring direkte ind i undervisningen allerede fra første semester.

“Vores mål er, at digitalisering ikke kun bliver et emne i undervisningen, men et redskab, som kan skabe konkrete forbedringer i forsyningskæderne,” siger Elias Ribeiro da Silva.

Sønderborg som epicenter for grøn og digital omstilling

Uddannelsen er en del af SDU Sønderborgs strategi om at forbinde forskning, uddannelse og erhvervsliv i én samlet indsats for den grønne og digitale transformation.

“Vi ser Sønderborg som et laboratorium for fremtidens industri, hvor virksomheder, forskere og studerende om at finde løsninger, der både styrker konkurrenceevnen og reducerer klimaaftrykket. Så hvis du sidder i en virksomhed og har et projekt, vores studerende skal prøve kræfter med, så tøv ikke med at kontakte mig,” siger Elias Ribeiro da Silva.

Du kan kontakte lektor Elias Ribeiro da Silva på Tlf: +4565507236 eller E-mail: elias@iti.sdu.dk

Redaktionen afsluttet: 21.10.2025