Skip to main content
DA / EN
Samfundsmæssig impact

En ny tilgang til impact

Center har sat samfundsmæssig impact på dagsordenen og skabt fælles retning og praksis.

Af Marlene Bartholin Jørgensen, , 29-06-2026

Hvordan arbejder man systematisk med impact, og hvordan dokumenterer man det?

Det har været omdrejningspunktet for Center for Bæredygtig Erhvervsfremme, som gennem de seneste otte måneder har arbejdet målrettet med at styrke deres praksis for samfundsmæssig impact. Resultatet er en fælles tilgang, hvor impact i højere grad tænkes ind fra start og følges op undervejs.

Her sætter lektor og centerleder Mads Bruun Ingstrup ord på de vigtigste erfaringer.

Et fælles sprog og en skarpere prioritering

Det kan lyde enkelt, men det at nørde impact og impactmodeller har givet forskerne et fælles sprog og et fælles afsæt for arbejdet med at nytænke erhvervsfremme.

- Vi er blevet skarpere på, hvad samfundsmæssig impact er, og hvordan vi kan arbejde med det. Og når vi har et fælles sprog, kan vi bedre prioritere, hvor og hvordan vi vil skabe impact – om det f.eks. er i forhold til formulering af nye erhvervsfremmepolitikker og strategier eller måden, der arbejdes med erhvervsfremme på. Det gør en klar forskel for vores tilgang til forskning og den måde, vi søger midler på, at vi har indtænkt impact fra start, siger Mads Bruun Ingstrup.

I dag handler centermøder om nye projekter derfor ikke kun om ideer og finansiering, men også om hvilken effekt et muligt, fremtidigt projekt kan skabe.

- Vi er blevet langt skarpere på at tage en indledende diskussion: Hvilken samfundsmæssig impact vil vi skabe, og hvad håber vi konkret at kunne bidrage med, siger Mads Bruun Ingstrup og fortsætter:

- Dermed får vi også et tydeligere billede af, hvem der er afgørende at få i tale, hvis vi vil rykke noget i erhvervsfremmesystemet, f.eks. kan det være en god idé at fokusere på de tre til fem vigtigste aktører i stedet for at skyde med spredehagl.

Han tilføjer, at den fælles tilgang til samfundsmæssig impact betyder, at impact nu er forankret i centret i stedet for hos den enkelte forsker. Det er blevet til en fælles opgave.

Mere fokus på at dokumentere effekten

En anden gevinst ved arbejdet er, at centret har skærpet sit fokus på at vurdere effekten af indsatserne mere systematisk.

- Hvor vores arbejde tidligere ofte stoppede, når vi havde udgivet en ny artikel eller holdt et oplæg, er vi nu langt mere opsøgende og følger aktivt op og spørger vores samarbejdspartnere, hvordan de bruger vores viden, og om den har gjort en forskel, siger Mads Bruun Ingstrup.

For eksempel har centret sammen med Teknologisk Institut for nylig undersøgt potentialet for at etablere en industripark for en dansk kommune. Efter præsentationen af analysen følger centeret op for at se om kommunen går videre med projektet, eller om analysen har vist, at potentialet ikke er stort nok.

Impact tager tid

Mads Bruun Ingstrup er også meget bevidst om, at samfundsmæssig impact ikke opstår fra den ene dag til den anden, men skal opbygges over tid.

- Vi skal gøre os fortjent til, at folk lytter og tager vores viden til sig og bruger den i praksis. Det kræver både knofedt og vedholdenhed, og det tager tid, siger han og peger på en vigtig erkendelse:

- Der er ofte fokus på, hvor mange aktiviteter vi og andre kan vise i PURE, f.eks. oplæg og publikationer. Men det bliver først samfundsmæssig impact, når vi tager skridtet videre og vurderer, hvad indsatserne faktisk fører til af konkrete handlinger.

Mød forskeren

Mads Bruun Ingstrup er lektor og leder af Center for Bæredygtig Erhvervsfremme.

Besøg hans forskerprofil

Fakta

Center for Bæredygtig Erhvervsfremmes indsats inden for impact er gennemført i samarbejde med konsulent- og rådgivningsvirksomheden Pluss Leadership som et forløb fra sommeren 2025 til foråret 2026.

Formålet har været at styrke forskernes arbejde med samfundsmæssig impact – fra en fælles forståelse af, hvad impact er, til hvordan det skabes og bringes i spil.

Arbejdet med impact udspringer af fakultetssatsningen Thought Leadership og AoT-dagen i februar 2025, som alle forskere på fakultetet var inviteret til.

Redaktionen afsluttet: 29.06.2026