Problemknuserens livsrejse i grafteori

Jørgen Bang-Jensen sætter sig roligt tilbage i sofaen, og ser på mig med forberedt mine. Inden interviewet har han nemlig, som en anden efterretningsagent, sendt mig 2 siders beretninger om, hvem han egentlig er - hvis jeg skulle være i tvivl. Det står lysende klart for mig at han er en mand, der foretrækker at være forberedt.

– Jeg skal helst have styr på tingene på forhånd. Det synes folk nogle gange er lidt pjattet, men, der har været situationer, hvor det har haft afgørende betydning at jeg havde fuldstændig styr på sagerne fra start, siger han.

Og det gælder ikke kun i akademiske sammenhænge.

Han er faktisk typen, der allerede har fundet løsningen, før andre opdager problemet.

– Jeg tror min tilgang ofte er kommet andre til gode. Jeg har nemlig ofte løst problemet, inden det overhovedet kommer andre for øre, siger han med et skævt smil.

Og der er ikke noget at sige til, at Jørgen har fået denne “livrem og seler-tilgang” til livet, og opgaver i almindelighed, for da han var teenager, skulle han ofte tænke hurtigt og bl.a. være klar til at tage imod uanmeldte patienter i hans fars lægeklinik. Så desto mere man kan forberede sig, på selv de spontane situationer, desto bedre.

Fra lægefamilie til matematisk passion

Jørgen voksede op på Langeland i en familie, hvor viden og analytisk tænkning var en naturlig del af hverdagen. Hans far skiftede i 1964 en stilling som neurokirurg på Rigshospitalet ud med tilværelsen som praktiserende læge med egen klinik i 1964 på Sydlangeland. Han fortalte ofte om alt fra komplekse operationer til ustyrlige sygdomme ved middagsbordet.

– Han kunne snakke med om stort set alt, fortæller Jørgen, og hans fars evne til at huske detaljer og se sammenhænge blev en stor inspiration for ham og hans søskende.

– Jeg glemmer aldrig dengang, der stod en mand uden for døren, med sin tommelfinger hængende og dingle i et tyndt stykke hud ned fra hånden og spurgte om min far var hjemme så han kunne få klippet fingeren af! Den oplevelse, sammen med utallige andre i samme kategori, lærte mig at gå fra 0 -100 på rekordtid, forklarer Jørgen, imens hans øjne bliver en smule større ved det noget blodige barndomsminde.

Heldigvis er det dog ikke kun blodige minder, der har lært ham handlekraft, der står frem. Også hans stærke relation til sin mor har været central for ham:

– Min mor var et meget kreativt menneske, som lærte os børn at bruge vores hænder, at lave mad og udvise gåpåmod med hensyn til nye opgaver. Egenskaber jeg har haft stor glæde af i hele mit liv.

Som barn drømte Jørgen om at blive professor i biologi. Han elskede naturen, fangede firben og slanger.

– Da jeg var seks år, fangede jeg edderkopper og fodrede dem med fluer. Senere begyndte jeg at fange firben, stålorme og snoge, som jeg havde på mit værelse – til stor skræk for vores rengøringsdame, siger han og griner.

Interessen for krybdyr fortog sig dog, da hans kæreste, nu hans kone, satte en stopper for det:

– Lene syntes, de lugtede dårligt – og så var det slut med det!

I stedet blev det matematik og kemi, der fangede hans opmærksomhed, og han begyndte at læse på Odense Universitet, som det hed dengang.

– Jeg var fascineret af matematik og af at kunne bevise ting på en stringent måde, fortæller han.

I gymnasiet havde han haft en særlig inspirerende matematiklærer, der også havde introduceret ham til mere avanceret stof om komplekse tal og det var herigennem at han første gang stiftede bekendtskab med navnet Bjarne Toft, da det var ham, som havde skrevet de noter, de brugte om emnet (Bjarne er, i dag, en anden afholdt, professor emeritus, på IMADA).

– Men franskundervisningen var en anden historie. En dag spurgte læreren mig, hvad et ord betød på fransk, og jeg sagde, at det vidste jeg ikke. Hans svar til hele klassen var: ”Nej, Jørgen, der kan skrives tykke bøger om det, du ikke ved!”.

– Da det ellers var en lærer, jeg var rimeligt glad for, og overordnet husker med glæde, så kunne jeg ikke dy mig, da jeg udgav bogen Digraphs: Theory, Algorithms and Applications. Jeg sendte min gamle lærer en flyer om bogen med posten, med en note uden på, hvor der stod: ”Der kan også skrives tykke bøger om dét jeg ved!”

En afgørende fisketur

Karrieren kunne dog være gået i flere retninger. Han overvejede at arbejde med matematiske aspekter af spektroskopi, men fik at vide, at det ville placere ham i et fagligt ingenmandsland (den gang var tværfaglighed ikke altid velset). I stedet valgte han grafteori som speciale – en beslutning, der blev truffet, mens han sad i sin morfars robåd og fiskede.

– Jeg valgte at gå i Bjarnes fodspor, fordi han havde skabt min interesse for konstruktive beviser og fordi jeg kunne kombinere dette med min interesse for datalogi, specielt algoritmer. Det er et valg, jeg aldrig har fortrudt.

Og det har Jørgen heller ingen grund til. Hans forskning har haft international gennemslagskraft af en helt særlig kaliber: Specielt hans opdagelse i 1988 af ”lokalt semikomplette digrafer”, en klasse af grafer, der har været grundlag for over 100 videnskabelige artikler og flere ph.d.-afhandlinger.

– Jeg synes, det er fantastisk at se, hvordan noget, jeg opdagede, næsten ved et tilfælde, for mange år siden, stadig lever videre i andres arbejde. Det er lidt som at plante et træ og se det vokse, reflekterer han, og tilføjer at han også har plantet mange “rigtige” træer i sit sommerhus på Langelands store baghave, da havearbejde og barndomsinteressen med udelivet, stadig fylder meget i hans fritid.

Bogen om digrafer og kinesisk kultstatus

Hvis der er ét værk, Jørgen Bang er særligt stolt af, så er det bogen Digraphs: Theory, Algorithms and Applications, som han skrev sammen med Gregory Gutin, professor ved Royal Holloway, University of London. - Det var den første bog, der for alvor behandlede emnet digrafer systematisk.

– Vi samlede alt, hvad vi vidste om området, og det har haft en enorm betydning for feltet, siger han. Bogen satte en ny standard for forskning i digrafer og gjorde emnet langt mere tilgængeligt for både studerende og forskere.

– Det er stort for mig at tænke på, at noget, jeg var med til at skrive, er blevet en grundbog, som bliver studeret i Kina, Canada og mange andre steder.

Jørgens mangeårige samarbejde med Gutin og Anders Yeo, som var Jørgens ph.d.-studerende med Gutin som medvejleder og som også arbejder på IMADA nu, har været en rød tråd gennem hans karriere, og de har sammen produceret mange vigtige resultater inden for grafteori.

– Bogen er et symbol på dét, jeg altid har elsket ved forskning: At samle viden, skabe noget nyt og gøre det lettere for andre at bygge videre på det.

Hans arbejde med digrafer har også givet ham en uventet status i Kina, hvor han har afholdt flere online-kurser med op til 300 deltagere.

– Flere af disse har nærmest studeret min bog til mindste detalje. Det er en lidt særpræget følelse at have en slags kultstatus på den anden side af jorden, siger han, med en spøgefuld tone i stemmen.

Faxe Fad gør glad – mens undervisning uden noter gør hjernen skarp (dog nok ikke i kombination)

Jørgen har altid været passioneret omkring undervisning. Og han har også haft et særligt godt forbillede i Bjarne Toft, der lavede “bajer-opgaver” til de studerende, hvor præmien til den bedste besvarelse var en Faxe Fad (øl), overleveret i U55 foran de 500 studerende fra medicin og naturvidenskab. En sådan præmie lykkedes det også Jørgen at vinde, og han fik næsten ikke nået at drikke præmien inden den var blevet for gammel, fordi han var så stolt over sin  præstation. Dog har han ikke selv brugt helt de samme metoder til motivation i sin egen undervisning, omend han dog også har fundet sin egen helt særlige måde at fastholde de studerendes opmærksomhed.

I de seneste år har han nemlig helt droppet noter i sin undervisning, fordi han opdagede, at det tvang ham til at have et endnu stærkere overblik.

– Ved en undervisningstime for flere år siden, var der en gruppe studerende, som morede sig med at tælle, hvor mange gange jeg tog læsebrillerne af og på. Resultatet var 18 gange i løbet af en forelæsning, siger han med et grin.

– Det fik mig til at justere min undervisningsmetode og jeg tvang mig selv til at have det hele i hovedet i stedet for at have noter foran mig – og det har faktisk forbedret min undervisning meget. Samtidig med at jeg underviser, lærer jeg med mine studerende, og derved når vi frem til resultaterne sammen. Tilgangen har også gjort mig langt skarpere i andre sammenhænge. Det kan stærkt anbefales, tilføjer han.

En kæmpe træder ned af podiet

Ved den nylige reception, hvor vi fejrede Jørgens lange karriere, og livsrejse henimod hans nye status som emeritus, stod det klart at både hans person og hans forskning vil blive husket i mange år frem.

Institutleder Martin Svensson udtrykte det således:

Og også hans gamle læremester, Bjarne Toft, havde nogle bevingede ord, der vist fik en lille klump frem i halsen på flere i forsamlingen:

Familieliv og fremtidsplaner

Men livet handler ikke kun om matematik. Jørgen har været sammen med Lene, som nu er hans kone og mor til deres tre børn, siden folkeskolen. Den yngste, Victoria, har en mental funktionsnedsættelse, hvilket har haft stor betydning for familien.

– Det har lært os, at livet ikke altid handler om egne ambitioner, men om at give et andet menneske de bedste betingelser, siger han.

Jørgen fortæller, hvordan hans kone og han selv, har brugt 34 år på at sikre, at Victoria har det godt, og hvordan de stadig arbejder på at finde det rette bofællesskab til hende.

– Vi kan ikke bare sende hende ud et sted, hvor vi kan se, hun ikke vil trives. Vi har brugt et liv på at give hende en god hverdag, og det giver man ikke bare slip på. Heldigvis elsker Victoria naturen og dyr lige så meget som mig, så vi har rigtig mange gode oplevelser sammen, forklare han.

Nu, efter et langt akademisk liv, er det tid til at træde et skridt tilbage – i hvert fald delvist.

– Mange af mine udenlandske kolleger mener ikke, at jeg kommer til at stoppe helt. Min kone mener derimod ikke, at jeg skal arbejde alt for meget uden løn, så det bliver nok noget midt imellem, siger han og bemærker at det jo netop er det dejlige ved en emeritus-stilling, fordi den giver mulighed for både at bevare sit liv som forsker, men uden alle forpligtelserne, som frarøver ens tid og fokus fra hjemmefronten.

Fremtiden byder på rejser, tid med Lene, børn og børnebørnene, genstart af køkkenhaven i sommerhuset på Langeland, samt mere tid til hans store interesse for vin og mad

– Men jeg kan nok ikke lade være med at finde nye matematiske problemer at løse, afslutter han med et varmt glimt i øjet.