Foreslå et citat til trappeanlægget ved SDU-søjlen
I anledning af SDU’s 60-års jubilæum inviteres medarbejdere og studerende til at foreslå citater, der kan blive indgraveret i trappeanlægget ved søjlen foran SDU’s hovedindgang.
Indsend dit forslag
Citater kan foreslås på dansk eller engelsk og må maks. fylde 150 tegn. Citatet skal kunne stå alene.
Deadline: Torsdag 18. juni.
Læs mere om konkurrencen
Citaterne kan handle om forskning, uddannelse, innovation, dannelse, kritisk tænkning, akademisk frihed, samfundsansvar, samarbejde med omverdenen, regional forankring eller international orientering.
Det vigtigste er, at citatet har en tydelig relevans for SDU og siger noget væsentligt om universitetets opgave, værdier eller rolle i samfundet.
De foreslåede citater skal kunne stå alene og forstås uden deres oprindelige sammenhæng. De skal samtidig kunne tale bredt til studerende og medarbejdere på tværs af fagområder.
Citaterne skal være korte og præcise, bl.a. fordi de skal kunne indgraveres i sten. Forslag må højst fylde 150 tegn inklusive mellemrum.
Citater kan foreslås på dansk og engelsk. SDU forbeholder sig ret til at afklare ophavsretlige forhold og til at fravælge citater, hvis den nødvendige dokumentation ikke kan fremskaffes.
Efter fristens udløb gennemgås forslagene, og en komité nedsat af SDU udvælger de tre citater, der skal indgraveres i trappeanlægget ved søjlen. Komitéen har rektor Jens Ringsmose som formand.
Forslagsstillerne bag de udvalgte citater modtager et gavekort til Academic Bookshop til en værdi af 500 kr. Der gives én præmie pr. valgt forslag.
De nye citater vil blive præsenteret i forbindelse med SDU’s 60-års jubilæum i september.
Når SDU i september markerer universitetets 60-års jubilæum, bliver det også med nye ord ved et af universitetets mest markante vartegn.
Søjlen og det omkringliggende trappeanlæg i granit foran SDU’s hovedindgang er kunstværket Interstitiel af Jørn Larsen. Trinene omkring søjlen er udsmykket med citater, der knytter sig til universitetets fælles tankegods og til videnskabens verden.
Da værket blev rejst i 2003, blev 56 citater hugget ind i granitten. I 2007 blev fire nye citater føjet til, og i forbindelse med SDU’s 50-års jubilæum blev yderligere tre citater udvalgt til trappeanlægget.
Nu skal tre nye citater vælges og indgraveres som led i fejringen af SDU’s 60-års jubilæum.