Droner skal flyve blodprøver og læger mellem hospitaler
I løbet af tre år skal blodprøver og medicinsk udstyr flyves med droner mellem Odense, Svendborg og Ærø. Senere skal de også transportere højtspecialiseret sundhedspersonale. Det kan sikre bedre behandling og spare sundhedsvæsenet for næsten 200 mio. om året.
Mød forskeren
Droneforsker Kjeld Jensen var med til at grundlægge SDU Dronecenter, og er nu en af landets mest erfarne droneforskere. Blandt andet har han udviklet landbrugsrobotter og samarbejdet med Fyns Politi om brug af droner. De senere år er det sundhedsdroner, som Kjeld Jensen har kastet sine kræfter ind på. Udover projektet HealthDrone står han også i spidsen for at udvikle en hjertestarterdrone.