Skip to main content
DA / EN

Ny teknologi fra SDU kan fjerne det hvide lag fra solcreme

Forskere fra Syddansk Universitet arbejder på en ny type mineralsk solcreme, der reducerer det hvide lag på huden. Hvis solcreme bliver mere diskret at bruge, kan det få flere til at beskytte sig mod solens UV-stråler.

Af Sune Holst, , 10-03-2026

Det kender mange fra stranden eller sommerferien. Man smører sig ind i solcreme og ender med et tydeligt hvidt lag på huden. Kort sagt kommer man til at ligne Pjerrot på vej til stranden.

Netop den effekt får mange til helt at droppe solcremen. Forskning viser nemlig, at det synlige hvide lag fra mineralsk solcreme kan afholde forbrugere fra at bruge solbeskyttelse.

Nu kan en ny teknologi udviklet af forskere fra Syddansk Universitet og University of California, med professor Paul Weiss i spidsen, være på vej til at løse problemet.

– Mineralsk solcreme er meget effektiv til at beskytte mod UV-stråling, men mange mennesker bryder sig ikke om den hvide effekt på huden. Vores mål er at bevare beskyttelsen, men gøre cremen langt mere diskret, siger nanoteknologiprofessor Yogendra Kumar Mishra fra Mads Clausen Instituttet på Syddansk Universitet.

Forskerne har ansøgt om patent på teknologien og arbejder nu på at bringe den ud i kommercielle produkter.

Kan få flere til at bruge solcreme

Solcreme er en af de mest effektive måder at beskytte huden mod solens UV-stråler, som er en af hovedårsagerne til hudkræft og andre hudskader.

Alligevel bruger mange mennesker ikke solcreme så ofte som anbefalet. En af forklaringerne er, at mineralsk solcreme kan være tydelig på huden.

Hvis solcremen bliver mere diskret, kan det derfor potentielt få flere til at bruge den.

– Hvis man kan lave en solcreme, der næsten ikke kan ses på huden, bliver det også mere attraktivt at bruge den i hverdagen. Det kan i sidste ende gøre en forskel for folkesundheden, siger Yogendra Kumar Mishra.

Mindre hvidt lag og samme beskyttelse

Mineralsk solcreme beskytter mod UV-stråler ved hjælp af metaloxider som zinkoxid. Partiklerne kan dog sprede synligt lys og dermed give den velkendte hvide effekt.

Forskerne har udviklet en ny type partikler med en særlig struktur, som ændrer den måde, lyset bliver spredt og absorberet på.

– Når partiklerne har den rigtige form og størrelse, kan vi styre, hvordan lyset interagerer med materialet. Det betyder, at den hvide effekt kan reduceres betydeligt, samtidig med at UV-beskyttelsen bevares, forklarer Yogendra Kumar Mishra.

Kan også gøre solcreme billigere

Den nye teknologi kan også have andre fordele. I mange solcremer bruges meget små nanopartikler eller kemiske filtre. Den nye løsning anvender derimod større partikler, som bliver på hudens overflade.

Samtidig kræver teknologien mindre mængder af de aktive materialer i selve cremen.

– Det betyder, at man potentielt kan lave solcreme, der både er billigere at producere og mere behagelig at bruge, siger Yogendra Kumar Mishra.

Fra laboratoriet i Sønderborg til kosmetik

Teknologien er udviklet i forskerens nanomaterialelaboratorium på Mads Clausen Instituttet i Sønderborg.

Her arbejder forskerne allerede sammen med internationale partnere og virksomheder om at bringe materialet ud i praktiske produkter.

Solcreme er kun én af mulighederne. Forskerne undersøger også anvendelser i andre kosmetiske produkter, blandt andet læbestift og hudcremer.

– Det er meget tilfredsstillende, når forskning faktisk ender i produkter, som mennesker bruger i deres hverdag. Hvis man en dag kan købe noget i supermarkedet, der bygger på vores forskning, så betyder det, at vi har gjort en reel forskel for samfundet, siger Yogendra Kumar Mishra.

Redaktionen afsluttet: 10.03.2026