AI kan gøre ny form for immunterapi mod kræft mere effektiv
Maria Ormhøj fra SDU Biotechnology vil opbygge et nyt forskerhold på Syddansk Universitet, der kan gøre immunterapi mod kræft endnu mere effektiv. Hun er i år blandt modtagerne af en af de prestigefyldte Sapere Aude-bevillinger fra Den Frie Forskningsfond.
I løbet af de sidste 10 år har en ny form for immunterapi mod kræft, den såkaldte CAR T-celleterapi, vundet indpas. Patientens egne immunceller modificeres, så kroppen selv kan bekæmpe kræftcellerne, og det har især vist sig effektivt ved leukæmi, ikke mindst blandt børn.
Desværre oplever en del patienter tilbagefald, fordi kræftcellerne med tiden kan blive modstandsdygtige over for de modificerede immunceller.
Det vil Maria Ormhøj gerne gøre noget ved.
Hun er adjunkt ved SDU Biotechnology, der hører under Institut for Grøn Teknologi på Det Tekniske Fakultet, og har netop fået en af de prestigefyldte Sapere Aude-bevillinger fra Den Frie Forskningsfond til yngre forskningsledere.
- Vi vil undersøge, hvordan kræftceller undgår at blive dræbt af CAR T-celler, og udvikle nye strategier til at overvinde denne resistens. Projektet kombinerer avanceret analyse af patientprøver med nye, skræddersyede proteinlægemidler, som bliver designet med AI-værktøjet AlphaFold, der kan blokere kræftcellernes forsvarsmekanismer, siger Maria Ormhøj.
Internationalt forskningsmiljø
Maria Ormhøj har i flere år arbejdet med at effektivisere CAR T-celleterapi. Hun har bl.a. arbejdet på at udvide brugen af behandlingen, så den kan bruges til flere kræftformer.
Med bevillingen fra Den Frie Forskningsfond får hun nu for første gang mulighed for at ansætte ph.d.’er under sig og opbygge et internationalt anerkendt og tværfagligt forskningsmiljø for CAR T-celleterapi på Syddansk Universitet.
- For mig er Sapere Aude et afgørende skridt mod at skabe en ny retning for min forskning ved at gøre det muligt at implementere nye arbejdsgange inden for avanceret proteindesign i min gruppe, siger Maria Ormhøj.
Og den mulige betydning for samfundet og kræftpatienter er enorm, siger forskeren.
- Hvis vi lykkes med at gøre CAR T-celleterapi mere effektiv, kan flere patienter opnå langvarig sygdomskontrol eller blive helbredt. Samtidig kan principperne fra projektet potentielt anvendes bredere inden for immunterapi og andre former for målrettet behandling, siger Maria Ormhøj.
- På længere sigt håber jeg, at forskningen kan bidrage til at flytte kræftbehandling fra generelle behandlinger til mere præcise og skræddersyede terapier, hvor behandlingen tilpasses den enkelte patients sygdom og resistensmekanismer.