Hvad en drone ser ved kanten af en gletcher

På en klar, blå dag i midten af april i Sydgrønland driver en lille båd nær kanten af en gletsjer. Vandet er roligt, himlen vid og åben, og isen rejser sig i en enorm stilhed..

Det er, som DIAS-chair Kathrin Maurer, professor ved SDU og fellow ved Nordic Humanities Center, husker med et smil, 'et helt utroligt smukt landskab … jeg havde aldrig set noget lignende.'

Men forskerne om bord er ikke kommet for at nyde udsigten længe. De kommer fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) og Aarhus Universitets Center for Isfri Arktisk Forskning (CIFAR), og ved at måle gletsjervand håber de at opnå afgørende data om klimaforandringer. Projektet er finansieret af Novo Nordisk Fonden og CIFAR.

Her begynder den sit arbejde.

En anden slags observatør

Maurer deltog ikke i ekspeditionen som naturvidenskabelig forsker som de øvrige deltagere. Hun deltog i en helt anden rolle: en humanistisk forsker, der har arbejdet indgående med æstetikken i dronesansning og dronekunst, og som indgik i det videnskabelige feltteam.

Hendes rolle var, som hun beskriver det, ikke kun at observere landskabet, men relationen mellem forskerne og den teknologi, de er afhængige af.

Det, hun mødte, var ikke en gnidningsfri, højteknologisk operation, men noget langt mere skrøbeligt – og langt mere menneskeligt.

'De var så afhængige af teknologien,' siger hun. 'Alt afhang af, om den virkede.'

Udstyr skulle transporteres over lange afstande, og redskaber blev improviseret i felten. En forsker pakkede dronen ind i et håndklæde for at beskytte den i båden, mens en anden bar den under armen og manøvrerede i ujævnt terræn for at finde et sted at lette fra. De var helt afhængige af den.

På et tidspunkt gik en enhed tabt i vandet. Andre gange måtte dele repareres på stedet. Arbejdet blev formet lige så meget af vejr, logistik og tilfældigheder som af planlægning.

'Det var altid lidt sådan: vi håber, det virker,' siger Maurer. 'Droneteknologien var ikke det her superpræcise, autonome system. Den var skrøbelig.'

… og en anden slags drone

Droner forbindes ofte med distance, overvågning eller krigsførelse. Men i denne sammenhæng oplevede Maurer noget, der udfordrede det billede.

'Der var en vis nænsomhed omkring denne teknologi,' forklarer hun. 'Det lyder mærkeligt, men dronen føltes ikke som noget koldt eller aggressivt. Det virkede næsten som om den tog hensyn til landskabet – som om den omfavnede det.'

For naturvidenskabsfolkene var formålet klart: at indsamle data. Dronen giver adgang til områder, der ellers ville være utilgængelige, og indsamler vandprøver, som afslører, hvordan smeltevand strømmer under og foran gletsjeren, transporterer næringsstoffer og omformer marine økosystemer.

For Maurer rejste dronen imidlertid andre spørgsmål.

'Det er, hvad jeg vil kalde en "epistemisk teknologi", der er med til at forme vores viden,' siger hun. 'Den indsamler ikke bare data, den præger, hvordan vi kommer til at forstå dette miljø.'

At se anderledes

Noget af det mest slående ved dronens perspektiv, påpeger Maurer, er det, den ikke gør.

Den æstetiserer ikke landskabet på samme måde som et menneske. Den gør ikke gletsjeren til noget sublimt eller pittoresk. I stedet registrerer den spor, data, materielle ændringer og tegn på transformation.

'Dronen viser naturens materialitet,' forklarer hun.

Dette maskinelle perspektiv flytter fokus væk fra menneskelig fortolkning. Det afslører et landskab i forandring – i mindre grad en flot udsigt og i højere grad et system under pres.

Samtidig er det ikke en perfekt eller altseende teknologi.

En stor del af Maurers egen forskning fokuserer på begrænsninger og blinde vinkler i teknologiske systemer som droner. I Grønland oplevede hun disse begrænsninger på nært hold.

'Vi tænker ofte på droner som en slags superteknologi,' siger hun. 'Men de har fejl. De svigter. De er afhængige af utrolig mange mennesker og betingelser.'

'Det er ikke noget, der bare fungerer af sig selv,' tilføjer hun. 'Der er altid mennesker bag.'

Mellem perspektiver

Ekspeditionen viste også både forskellige og overlap mellem fagområder.

Mens Maurer interesserede sig for de kulturelle og politiske dimensioner af droneteknologi, betragtede naturvidenskabsfolkene den primært som et redskab til vidensproduktion.

'De så den ikke rigtigt som en aggressiv eller invasiv teknologi,' siger hun. 'For dem handler det om at forstå gletsjeren, havet, økosystemet.'

De har fokus på, hvad der sker under overfladen: hvordan smeltevand slipper ud fra gletsjeren – også i koldere perioder – hvordan det interagerer med varmere havstrømme, og hvordan disse ændringer påvirker det marine liv.

Samtidig er det ikke isoleret forskning.

Teamet samarbejder med Grønlands Naturinstitut og trækker på langvarige relationer i regionen. Der er en bevidsthed om stedet, om lokal viden og om behovet for respekt.

'Det var ikke, hvad man kunne kalde ‘hit-and-run-forskning’,' bemærker Maurer. 'Der var en følelse af kontinuitet og forbindelse.'

Et sted med spændinger

Ud over det videnskabelige arbejde forsøgte Maurer også at forstå den bredere kontekst, det foregår i.

Grønland er ikke kun et miljø præget af klimaforandringer, men også et sted formet af politiske, kulturelle og sociale dynamikker.

Under sit ophold i byen Narsaq fik Maurer kontakt til et lokalt ungdomscenter, hvor kunstprojekter samlede unge mennesker, der prøver at finde vej i en usikker tid.

'De talte om bekymringer – om fremtiden, om politik, og om hvad der kommer til at ske,' siger hun.

Samtidig mødte hun en anden reaktion andre steder: træthed.

I Nuuk bad skilte på museer besøgende om ikke at spørge ind til den politiske situation. Forskere og journalister var kommet i stort antal. Ikke alle spørgsmål var velkomne.

'Man kunne mærke en stemning af: lad os være i fred,' husker Maurer. 'Og det skal man også respektere.'

Disse møder tilføjede endnu et lag til oplevelsen – et lag, der står ved siden af, men ikke altid inden for, det videnskabelige arbejde.

Hvad står tilbage?

Efter hjemkomsten fra Grønland har Maurer fået en fornyet forståelse af, hvad droneteknologi kan være – og hvad den ikke er.

'Det er en dobbelt teknologi,' siger hun. 'Den er forbundet med krig, men kan også bruges til klimaforskning, bæredygtighed og forståelse af marint liv.'

Denne tvetydighed er central for hendes arbejde.

Samtidig har oplevelsen åbnet nye spor. Som forsker i visuel kultur interesserer Maurer sig nu for de billeder, dronen producerer – deres æstetik, perspektiv og hvordan de ændrer vores måde at se naturen på.

Og måske vigtigst af alt gav turen et indblik i en anden måde at bedrive forskning på.

I modsætning til de ofte mere individuelle arbejdsformer indenfor humaniora fungerede feltteamet som en tæt koordineret enhed, afhængig af hinanden, tilpassede sig løbende og lærte gennem forsøg og fejl.

'De prøvede hele tiden ting af,' siger Maurer. 'Det var ikke sådan, at de havde alle svarene.'

Ved kanten af gletsjeren bliver viden ikke bare udvundet.

Den bliver samlet – omhyggeligt, i fællesskab og under foranderlige betingelser.