Årets forskningsformidler: Ane Qvortrup
Prisen som årets forskningsformilder 2025 går til leder af Center for Gymnasie- og Erhvervsuddannelsesforskning, professor Ane Qvortrup.
Ane Qvortrup har gennem sin karriere udvist en enestående evne til at formidle kompleks uddannelsesforskning på en engagerende og tilgængelig måde med stor gennemslagskraft til følge. Hendes forskning spænder bredt inden for det uddannelsesvidenskabelige felt og adresserer bl.a. unges trivsel og faglighed og er kendetegnet ved et tæt samarbejde med praktikere på feltet.
Hun arbejder utrætteligt for at bringe både egen og kollegaernes forskning ud til undervisningssektoren gennem oplæg, artikler og samarbejder. Hun har alene i 2024 holdt 61 formidlingsoplæg og bidraget med over 300 medieindslag, herunder radio, TV og sociale medier. Karakteristik for Ane Qvortrup er, at hun inddrager kollegaer - herunder ikke mindst yngre forskere - i både forsknings- og formidlingsarbejdet.
Ane Qvortrup har en særlig evne til at gøre avancerede teorier og metoder forståelige og relevante i mange sammenhænge. Hun formår at kommunikere med praktikere, beslutningstagere og den bredere offentlighed og dermed også at sætte forskningsmæssige aftryk på den faglige praksis i uddannelsessektoren og på såvel den politiske som den offentlige debat inden for uddannelsesområdet.