Ph.d. studerende: Cand.med. Michael Stenger
Projekttitel: The potential of thioridazine as a helper compound in the treatment of chest infections caused by methicillin-resistant Staphylococcus aureus (MRSA) in rats.
Hovedvejleder: Professor, overlæge Hans Jørn Kolmos
Medvejledere: Professor, overlæge Peter Bjørn Licht, OUH; Centerleder, Lektor Peter Bollen Biomedicinsk laboratorium, SDU
Projektbeskrivelse:
Infektioner med MRSA udgør et tiltagende behandlingsproblem herhjemme såvel som i udlandet. Bakterierne er oftest multiresistente, og der er kun få alternative antibiotika til rådighed. Udviklingen af nye antibiotika går trægt. Vi har derfor i vores forskergruppe gennem en årrække arbejdet med alternative løsninger i form af hjælpestoffer, som kan genskabe MRSA bakteriernes følsomhed over for traditionelle antibiotika, hvis de indgives sammen med disse.
En række in vitro studier peger på, at stoffet thioridazin har et potentiale som antibakterielt lægemiddel i kombination med det traditionelt anvendte stafylokok-penicillin, dicloxacillin. Næste skridt er at etablere en dyremodel, hvor vi kan studere effekten af stofkombinationen in vivo. Kirurgiske indgreb på hjerte og lunger kompliceres ofte af postoperative infektioner, herunder pneumoni, pleuraempyem og mediastinit. Stafylokokker, herunder MRSA, er en vigtig årsag til disse infektioner i et internationalt perspektiv, og specielt MRSA giver anledning til store behandlingsproblemer. Det er derfor i høj grad relevant at etablere dyremodeller mhp at studere, om kombinationen af thioridazin og dicloxacillin har klinisk effekt.
Projektets formål er at udarbejde en valid og reproducerbar rottemodel for 3 typer af infektioner i thorax. Specifikt vil vi i dyreeksperimentelle forsøg på rotter:
• undersøge effekten af kombinationsbehandling med thioridazin og dicloxacillin til infektioner i thorax forårsaget af MRSA.
• sammenligne behandlingseffekten målt på veldefinerede kliniske parametre, blodprøver, bioluminescens scanning samt bloddyrkning og post mortem histopatologisk kvantificering i 3 forskellige behandlingsgrupper i forbindelse med infektioner i thorax forårsaget af MRSA.