Nal von Minden hedder den tyske virksomhed, der gerne vil have deres produkt, en narkotikatest, ind på det danske marked. Og til dette har de ansat 25-årige Mads Bolkjær Winther, der er bachelor i PDI.
”Jeg skal finde ud af, hvordan vi får produktet på markedet i Danmark. Jeg skal derfor lave de forskellige kunde- og markedsundersøgelser, jeg har lært på PDI-uddannelsen. Her arbejder vi nemlig med hele processen – lige fra udvikling af et produkt til afsætning på et givent marked,” fortæller Mads.
Konkret erfaring til cv’et
Da Mads startede, var han med til at lave en analyse og plan for, hvordan opgaven skulle gribes an:
”Jeg analyserede markedet og fandt ud af, at det var en god idé at gå efter misbrugscentrene, så jeg gik i gang med at opbygge en database over relevante kunder. Derefter lavede jeg en dansk hjemmeside og andet marketingmateriale. Vi inviterer nu centrene til en kundedag, så vi kan opbygge et brand på det danske marked,” fortæller han.
”Det næste skridt er at lave salgsmateriale og udarbejde en prisstrategi for de enkle segmenter. Det bliver rigtig spændende at finde ud af, hvor vi skal sætte prislejdet på et helt nyt marked.”
Kreativitet og struktureret research
I den nuværende projektfase benytter Mads bl.a. de grundlæggende researchmetoder, som han er uddannet til som bachelor i PDI:
”Jeg bruger især den kreative tilgang, som jeg lærte på uddannelsen. Det handler om at se muligheder og vurdere potentialer,” siger han og fortsætter:
”Jeg har fx arbejdet med forskellige redskaber lært på PDI uddannelsen – både brainstorming til at finde løsninger på forskellige problemer, technology-mapping til at kortlægge alt tilgængelig viden omkring vores marked på det danske marked som fx: Hvem er de danske konkurrenter, hvem er relevante kunder og hvad er vores styrker i forhold til de øvrige produkter på markedet?”
”Det bedste ved PDI-uddannelsen er, at du lærer at finde og sammensætte viden, som du kan bruge kreativt til at løse konkrete problemer - denne evne bruger jeg hver dag i mit nye job.”
Civilingeniør er målet
At sige ja tak til et job i Holland var en spændende udfordring, men Mads er ikke i tvivl om, at han også skal have PDI-overbygningen på cv’et:
”I første omgang er kontrakten for et halvt år med en åbning for forlængelse, så hvis min kæreste og jeg begge synes, det er fedt at være her i Haag, bliver vi måske i længere tid. Men det er helt sikkert, at vi på et tidspunkt tager tilbage til Danmark og gør vores uddannelser færdige,” siger han.
Fakta
Vil du være civilingeniør i Product Development and Innovation starter du på bachelordelen (3 år) og går derefter videre til kandidatdelen (2 år).
På kandidatuddannelsen vælger du en ud af to fagprofiler:
- Global Supply Chain Development
- Product Value Creation