Skip to main content
DA / EN
International erhvervsøkonomi, sprog og kultur

Jeg vidste ikke præcist, hvad jeg ville – men jeg vidste, at jeg ville arbejde internationalt

Bennet Eulenberger er ledelseskonsulent i konsulentvirksomheden Capgemini Invent i Finland. Med en dobbelt kandidatgrad fra SDU Sønderborg og Europa-Universität Flensburg arbejder han i dag med organisationsforandringer, markedsanalyser og forretningsudvikling i nordiske og internationale sammenhænge.

"Jeg startede ikke på min kandidatuddannelse med en klar idé om, hvad jeg ville arbejde med bagefter. Det kom mere gradvist undervejs. Det, der dog blev tydeligt for mig, var, at jeg gerne ville arbejde i en international kontekst og i større organisationer. Det var også noget, min uddannelse forberedte mig godt på.

I dag arbejder jeg som management consultant hos Capgemini Invent. Overordnet hjælper vi virksomheder med transformationer. Det kan være meget forskelligt, hvad det indebærer. Nogle gange handler det om change management og om at få mennesker med i forandringsprocesser. Andre gange er det mere projektledelse eller analyser, hvor virksomheder har brug for et overblik over et marked eller en sektor.

For nylig arbejdede jeg for eksempel med forretningsudvikling, hvor vi forsøgte at vinde et nyt projekt. Kunden ønskede en markedsanalyse af den finske energisektor, og min rolle var især at lave desk research og samle viden om sektoren, igangværende projekter og udviklingstendenser. Sammen med teamet var jeg med til at udarbejde et forslag til, hvordan vi kunne gribe opgaven an, og hvem internt der skulle bidrage med hvad. Det er meget et teamwork, og jeg arbejdede tæt sammen med mere erfarne kolleger, som guider undervejs.

Jeg startede ikke med en klar idé om, hvad jeg ville arbejde med bagefter. Men det blev tydeligt for mig undervejs, at jeg gerne ville arbejde i en international kontekst og i større organisationer.

Noget af det, jeg bruger direkte fra min kandidatuddannelse, er evnen til at forstå økonomisk og statistisk data. Jeg har blandt andet haft et kursus i Applied Economics, hvor vi arbejdede med komplekse økonomiske modeller. Arbejdet med at forstå ny data og information er meget relevant i mit daglige arbejde. Derudover bruger jeg mine kompetencer inden for research og formidling fra studiet – evnen til at finde information, vurdere den og omsætte den til noget, andre kan bruge. Det minder meget om arbejdet med specialer og større opgaver. Endelig har jeg haft flere engelskkurser med fokus på professionelle og faglige sammenhænge, som gør mig tryg ved at arbejde på engelsk i internationale kontekster.

Det, der motiverer mig mest i mit arbejde, er muligheden for at lære nyt og udvikle mig. Konsulentarbejdet er bredt, og man bliver ikke fastlåst i én rolle eller én branche. Samtidig kan jeg se, at der på sigt er gode muligheder for mere ansvar og ledelse. For mig handler det ikke om at have haft en fast plan, men om at opdage mulighederne undervejs – og få bekræftet, at der er mange veje at gå med uddannelsen.”

Bennets vej til jobbet


Bennet har:

  • en bacheloruddannelse i Communication Science and Intercultural Business Communication (Friedrich Schiller University Jena)
  • en kandidatuddannelse i i International erhvervsøkonomi, sprog og kultur (cand.merc.int.) (Syddansk Universitet)

Bennets karrierevej er formet af både faglige og personlige interesser og de valg, han har truffet undervejs i studietiden. Hvad bliver mon din vej?