Historie
Jeg gik fra tvivl til at arbejde med data, der gør en forskel
Christiane Friis-Madsen er IT-arkivar i Historiens Hus ved Odense Stadsarkiv. Hun arbejder med at bevare kommunens data for byens borgere og bruger især sin analytiske tilgang til at skabe overblik i komplekse data.

"Da jeg blev færdig med uddannelsen, var jeg i tvivl om, hvordan jeg skulle gå videre ud i arbejdslivet. Jeg søgte bredt og prøvede også kræfter med frivilligt arbejde med undervisning, fordi gymnasievejen lå lige for. Det viste sig hurtigt, at det ikke var mig.
I dag arbejder jeg som IT-arkivar i Historiens Hus i Odense. Her sidder vi med mange forskellige opgaver, og det skifter meget fra dag til dag. En stor del af mit arbejde er at arkivere kommunens data. Vi modtager data fra de systemer, kommunen bruger, og jeg har ansvar for at teste og sikre, at det lever op til de krav, der er, og kan bevares for eftertiden.
”Fra min uddannelse bruger jeg mest af alt måden at tænke på. Den analytiske tilgang og det at blive ved, indtil man finder en løsning, og lære sig det, man har brug for.
En del af jobbet er også at finde og udlevere oplysninger til borgere og forvaltninger. Det kan være alt fra børnesager til gamle byggesager eller eksamensoplysninger, som folk mangler. Oplysninger fra ældre børnesager fylder en del, fordi de kan have haft betydning for et menneskes liv, og det er ikke sikkert, man selv kan huske det hele. Derfor kan det være vigtigt for en borger at få indsigt i, hvad der faktisk skete dengang, hvad end de var barnet eller den voksne i en børnesag. Når vi finder det, folk leder efter, og kan give dem adgang til det, giver arbejdet særlig meget mening, og det er noget af det, der driver mig i mit arbejde.
Fra min uddannelse bruger jeg mest af alt måden at tænke på. Den analytiske tilgang og det at blive ved, indtil man finder en løsning, og lære sig det, man har brug for. Da jeg startede, havde jeg ikke de kompetencer, der skulle til på IT-området, så jeg har taget kurser efterfølgende, blandt andet i databaser.
Jeg tror det er vigtigt at være åben for og turde prøve noget af. Historie er en bred uddannelse, og det kan være svært at se en bestemt retning, når man er på uddannelsen. For mig blev det afgørende, at jeg ikke var bange for at lære noget nyt og bygge oven på det, jeg allerede kunne."
Christianes vej til jobbet
Christiane har:
- en bacheloruddannelse i Historie (Syddansk Universitet)
- en kandidatuddannelse i Historie (Syddansk Universitet)
Christianes karrierevej er formet af både faglige og personlige interesser og de valg, hun har truffet undervejs i studietiden. Hvad bliver mon din vej?