Skip to main content

Naturvidenskabens Dag

Emneområder

Ved Naturvidenskabens Dag håber vi at dine elever får vækket deres nysgerrighed for naturvidenskabens fantastiske univers. Dagen skal være et spændende møde med universitetet gennem oplevelser og karrierelæring.

I programmet vil du som lærer kunne finde kernefaglige elementer, der supplerer din undervisning.

Det lærer dine elever

I løbet af dagen giver vores studerende blandt andet rundvisninger i vores laboratorier, kemistuderende gennemgår udviklingen af et lægemiddel, datalogistuderende introducerer eleverne for emnet kryptering  – og så har vi en samtalecafé hvor universitetsstuderende sidder klar til at tage imod gymnasieelevernes spørgsmål om universitetslivet.

Vi har en række faglige workshops af  30 minutters varighed, hvor eleverne for alvor skal sætte gang i de små grå. 

I løbet af dagen skal eleverne gennem nedenstående workshops. Du får tilsendt en detaljeret tidsplan, når vi har behandlet din bookingforespørgsel. I  skal som udgangspunkt regne med at være på SDU Odense i tidsrummet kl. 9.15-15.15. Tidsrummet kan tilpasses ift. jeres transport. 

WHAT the f(x)?

  • Fag: Matematik
  • Form: Workshop
  • Varighed: 30 minutter

Hvad er en matematisk model, og hvorfor taler alle om det? I mange andre fag er der behov for den matematiske værktøjskasse, især inden for naturvidenskaben. Formålet med denne workshop er derfor at vise hvordan matematik kan supplere andre naturvidenskabelige fag. Vi taler først ganske kort om hvad en matematisk model er, ser på den matematiske modelleringsproces og på de fire repræsentationsformer. Derefter aktiveres eleverne med et matematikpuslespil som vedrører den rene og den anvendelsesorienterede matematik.

Koder og kryptering – På opdagelse i datalogiens univers

  • Fag: Informatik, Matematik, Programmering
  • Form: Workshop
  • Varighed: 30 minutter

Dette er en introducerende workshop til emnet kryptering, som indeholder flere faglige dele. Vi skal se på overskrifter om hackerangreb og andre digitale forbrydelser/katastrofer. Eleverne skal arbejde med krypteringsøvelser hvor begreber og værktøjer inden for kryptering kommer i spil. Vi vil demonstrere kodebrydningsprogrammer og vise hvordan computeren og programmering hjælper os i forbindelse med kryptering og datasikkerhed.

Fra problem til molekyle: Kemi som løsning

  • Fag: Kemi
  • Form: Workshop
  • Varighed: 30 minutter

Vi vil gerne introducere deltagerne til forskningsprocessen ved udviklingen af et nyt lægemiddel. Aktiviteten udføres som et rollespil, hvor der arbejdes med en case vedrørende lægemiddeludvikling. Gæsterne får lov til at besøge forskningslaboratorierne, møde forskerne og tage aktivt del i workshoppen, hvor vi forsøger at give et indblik i den lange proces fra et lægemiddel bliver udviklet til et evt. patent blive optaget.   

Det store univers 

  • Fag: Fysik
  • Form: Workshop
  • Varighed: 30 minutter

Til denne workshop vil vi introducere konceptet rumstof. Eleverne vil observere hvordan forskellige objekter påvirker vores univers og dets nærmeste omgivelser. Det vil blandt andet blive beskrevet hvordan vi kredser om solen, og hvorfor lys ikke kan undslippe et sort hul. Denne workshop vil dermed visualisere beskrivelsen af det ydre rum, hvordan masse bøjer rummet, og hvordan rummet påvirker masses bevægelse, som er hovedprincippet inden for almen relativitet.

Escape Room: Hvem skal arve S. D. Ungerskov?

  • Fag: Biologi, Bioteknologi
  • Form: Escape room
  • Varighed: 30 minutter i grupper af maks. 15 personer

Vi slipper fantasien løs, når SDU's måske mest kendte forsker gennem tiderne, den store fysiker Søren Ditlev Ungerskov, er gået bort. Han efterlader sig en kæmpe arv i form af flere værdifulde patenter. I testamentet står der at pengene skal gå til hans søn, men han har ingen. Eller har han? Ti lykkeriddere har meldt sig. Kan du finde svaret i Ungerskovs laboratorium?

I dette escape room skal eleverne løse mysteriet om den ukendte arving inden tiden løber ud, og arven går tabt. De får lov til at rode rundt i et rigtigt laboratorium, og flere af gåderne er baseret på de teknikker som bliver brugt i et molekylærbiologisk laboratorium.

Zoologi-quiz

  • Fag: Biologi
  • Form: Quiz
  • Varighed: 30 minutter

Der er 31 stationer med forskellige præparater, for eksempel kranier og insekter. Her skal eleverne blandt andet se på karaktertræk og anatomi for grupper i dyreriget.

Den store SDU-Jeopardy 

  • Fag: Naturvidenskab på SDU generelt
  • Form: Jeopardy
  • Varighed: 30 minutter

Eleverne deltager i en naturvidenskabelig Jeopardy-quiz, hvor de lærer universitetet bedre at kende gennem sjove og lærerige spørgsmål. Kategorierne dækker både forskning, faciliteter og vores fagområder. Quizzen er designet til at styrke fællesskabet og give et indblik i SDU’s naturvidenskabelige profil.

Samtalecafé

  • Form: Samtalecafé 
  • Varighed: 30 minutter

Samtalecaféen er en uformel og hyggelig aktivitet, hvor gæsterne får mulighed for at møde nuværende studerende og stille spørgsmål om livet på universitetet – både det gode og det udfordrende. Her kan man få indblik i hverdagen som studerende, høre personlige erfaringer og få ærlige svar om alt fra studiemiljø og fag til sociale aktiviteter og eksamensstress. Caféen skaber rum for nysgerrighed og dialog, og er en oplagt mulighed for at lære SDU og studielivet bedre at kende.

Undervisningen varetages af studenterundervisere fra de naturvidenskabelige uddannelser på SDU.
  • Tirsdag 2. december 2025
  • Onsdag 3. december 2025
  • Torsdag 4. december 2025
10. oktober 2025 
Eleverne skal ikke forberede noget på forhånd.

Fakta

  • Målgruppe: gymnasium (alle niveauer)
  • Fag: Biologi, Bioteknologi, Fysik, Kemi, Informatik, Matematik
  • Type: workshop
  • Sted: på SDU Odense
  • Varighed: heldags
  • Antal deltagere: max. 60 elever per dag
  • Pris: gratis
Kontakt

Hvis du har spørgsmål som du ønsker svar på, inden du sender din bookingforespørgsel, kan du kontakte outreachkoordinator Allan Haurballe Madsen på mail alhm@sdu.dk eller telefon 6550 2988.

Sidst opdateret: 09.09.2025