Skip to main content

SDU-iværksættere vinder 3 ud af 5 priser til Venture Cup

Tirsdag var 25 universitetsiværksættere fra alle 7 universiteter samlet på SDU, for at finde de bedste iværksætterideer inden for fem kategorier til Venture Cup Idea. Greentech, Product and Devices, Healthtech, Service Innovation og Fintech.

Af: Jakob Schjoldager, jakobs@sdu.dk

Til iværksætterkonkurrencen Venture Cup Idea løb iværksættere fra SDU med førstepladsen i de 3 sidstnævnte. Det betyder samtidig at de tre startups får 10.000 kr. med i hånden hver, som de nu skal bruge til at udvikle videre på deres virksomhed.

Mulighed for at udvikle ideerne

Vinderne i kategorien Service Innovation var Timbernest, og her falder pengene fra Venture Cup på et tørt sted.

“Vi kommer til at bruge pengene på at teste og udvikle vores forretningsmodeller og nye produkter, så vi kan slå endnu stærkere igennem i 2018”, siger Kristian Grove Poulsen, der er medstifter af Timbernest og sammen med Nickolai Isaksen studerer civilingeniør i Product Development and Innovation på SDU.Fotos af: Lauren McCormick

I kategorien Healthtech var det Sehat Lab fra SDU der vandt, mens kategorien Fintech blev vundet af Aryze der er stiftet af studerende fra både SDU og Copenhagen Business Academy.

SDU arbejder målrettet med iværksætteri

I alt var ca. en tredjedel af de startups der nåede til finalen i Venture Cup 2018 studerende fra SDU. Dermed var det SDU, der var bedst repræsenteret i konkurrencen hvor der var deltagere fra alle syv universiteter.

“Vi har på SDU arbejdet for at skabe et miljø for studerende, hvor de kan prøve kræfter med livet som iværksætter mens de studerer. Det har også resulteret i at vi har fået lidt over 100 iværksættere i vores miljø på bare to år. Det er meget positivt og en udvikling, vi arbejder på fortsætter i samme tempo,” siger Henrik Bindslev, formand for RI-rådet og dekan for det tekniske fakultet på SDU, hvor de studerende bag både Timbernest og Sehat Labs læser.

En del af forklaringen på det skal findes i, at SDU de senere år har satset stort på at få skabt en iværksætterkultur blandt de studerende. Det mener Sine Berg Schuwendt der er afdelingsleder for SDU’s iværksættermiljø.

“Det går godt for SDU, fordi fagmiljøer og SDU Entrepreneurship Labs sammen lægger en stor indsats i at få skubbet de studerende ud over rampen, så de får omsat deres forretningsidéer til en Venture Cup-ansøgning. Desuden er en stor den af SDU-finalisterne en del af SDU RIOs iværksættermiljø, hvor de bliver udfordret til at udvikle og forbedre deres startup, deres value proposition og deres pitch,” siger hun.

Geentech startup vandt hovedpræmien

Hovedpræmien på 100.000 kr. løb Emil Buhl Krøll fra DTU dog med. Hans startup, Brewer’s Spent Grains, vil genbruge restproduktet der kommer når man brygger øl som en fødevareressource. I dag bliver restproduktet brugt som dyrefoder, men iværksætteren bag vil ved at tørre det her restprodukt i stedet bruge det som en fødevareressource.