Skip to main content
Q&A

Q&A med CEO Mads Strøjer Rasmussen om ansættelse af studerende

Nysgerrighed, åbenhed og høje kvalifikationer. Vi har mødt adm. direktør for ODIN Engineering i Slagelse, Mads Strøjer Rasmussen, til en snak om, hvad de studerende bidrager med i hans virksomhed.

Af Nana Mathilde Bjødstrup Mortensen, , 04-06-2019

Hvilke fordele kan I se ved at ansætte studerende fra SDU?

Vi har tradition for at have studerende i huset. Da SDU ligger i Slagelse, er det helt naturligt for os at tage studerende ind derfra. Når folk bor tættere på, bliver det nemmere for dem at komme til og fra arbejde.

Vi har også studerende fra SDU i Odense og fra andre læreanstalter.

Vi bliver nødt til at have højtuddannede i vores virksomhed, da det er vigtigt, at medarbejderne har de kvalifikationer, som opgaverne kræver. Hvis man ikke har et højt uddannelses- og kvalifikationsniveau, så kommer der ingen udvikling i virksomheden.

Hvad giver de studerende jer?

De studerende er nysgerrige og mere open-minded. De kommer ind til os og undrer sig. Og så giver de os nogle gange den mulighed for, at vi kan sætte nogle ting i gang, som de studerende så kan arbejde med og undersøge.

Vores fastansatte medarbejdere har faste opgaver, og de studerende har mere løse opgaver. De ved godt, at de ikke har den samme viden som de fastansatte, så de er også mere klar på at være åbne og skaffe sig den viden.

Hvad giver I de studerende?

Vi giver dem en indsprøjtning af virkeligheden og en forsmag på, hvad der venter dem.

De studerende kommer ind i et miljø væk fra undervisningen. I undervisningsmiljøet skal man lave opgaverne, som systemet vil have dem. De studerende har meget tid til at finde løsninger og konklusioner, og rapporter skal skrives, for at man kan analysere og vurdere.

Hos os er det måske tiden, der bestemmer, hvor mange detaljer man kan gå i. Det kan være, at der er nogle konklusioner, som man ikke har regnet 100 procent igennem, eller man skal tage nogle shortcuts undervejs.

Vi giver også de studerende en mulighed for, at der er luft til at fejle, inden man bliver uddannet og fastansat.

Er du en virksomhed og interesseret i et samarbejde med studerende? Kontakt sdu-rio@sdu.dk og hør nærmere.


ODIN Engineering

Ingeniørvirksomheden er familieejet og blev grundlagt i 1961 i Slagelse. De leverer specialmaskiner, løsninger og service til industrien. 

Mere nysgerrig?

Hvad får en studerende ud af at være ansat i en virksomhed? Mød Mia Lyhne Nielsen, der fortæller om sit studiejob hos ODIN Engineering.

Læs mere om Mia